Er det sikkert at lave mad i en mikrobølgeovn?

Man kan bruge en mikrobølgeovn til andet end popcorn og færdigretter. Men man skal huske at bruge den rigtigt.

I 2020 stod der en mikrobølgeovn i hjemmet hos tre ud af fire danske familier. Genrefoto.
Udgivet Opdateret

Den står i hjemmet hos tre ud af fire danske familier, og man må antage, at den er et hit, når der skal laves popcorn.

Vi taler selvfølgelig om mikrobølgeovnen, den lille ovn med det science fiction-agtige navn, der kan så meget mere end at lave snacks.

Men hvordan virker en mikrobølgeovn, kan den overhovedet lave sund mad, og er den helt sikker at bruge? De spørgsmål kan du få svar på i denne artikel.

Farlig er den ikke

BBC har udgivet en stor artikel om den lille ovn, og her kan man blandt andet læse, at det på ingen måde er farligt at lave mad i en mikrobølgeovn, hvis man bruger den korrekt. Det samme siger danske eksperter, Videnskab.dk har talt med, men det vigtige her er og bliver korrekt brug.

For bruger du en mikrobølgeovn forkert, udsætter du dig selv for potentiel fare.

Opvarmer du plastik i en mikrobølgeovn, der ikke er egnet til det, risikerer du at frigive farlige stoffer, du ikke har lyst til at indtage.

Stofferne er kendt som ftalater, og indtaget af ftalater er i forskningen blevet forbundet med både fertilitetsproblemer, astma og ADHD såvel som forhøjet blodtryk hos børn og hormonforstyrrelser hos voksne.

Man skal generelt holde sig fra at bruge ikke mikrobølgeovnsegnet plastik, da selv et plastiklåg, der ikke rører ved maden, kan udskille stofferne.

Tænk dig om

Hvor mikrobølgeovnen kan være god til at genopvarme allerede tilbredt mad, og til forskellige grøntsager, skal man passe på med at tilberede rådt kød i en mikrobølgeovn.

Problemet er, at der ikke er ensartet varmefordeling på det, du tilbereder, så du risikerer at gennemstege en del af et stykke kylling, mens en anden del efterlades råt og potentielt farligt.

Gennem årene er der foretaget forskellige studier af, hvad der sker med madvarer, når de bliver varmet op i en mikrobølgeovn. Hvor et studie måske har vist, at grøntsager mister en stor del af deres ernæringsmæssige egenskaber af at blive varmet op i en mikrobølgeovn, har et andet studie vist, at det først sker, når grøntsagerne har fået lang, lang tid i mikrobølgeovnen.

Hvad det angår er det altså vigtigt kun at tilberede fødevarer i så lang tid, som der er brug for det, og enhver der har smagt på udkogt broccoli ved, hvorfor det er vigtigt, om ikke andet så for smagens skyld.

De små bølger

Det, der måske både fascinerer og skræmmer børn ved en mikrobølgeovn, er selve mikrobølgerne. Navnet lyder som noget fra rumfilm, men faktisk sker der ikke noget magisk, når du varmer mad i en mikrobølgeovn.

– Når man opvarmer mad i en mikrobølgeovn, sætter mikrobølgestrålerne madens vandmolekyler i svingninger, så der udvikles varme. Det er det samme, der sker, når man opvarmer mad på konventionel vis: En almindelig ovn sætter også madens vandmolekyler i svingninger, men den opvarmer maden langsommere, for den får ikke molekylerne til at svinge nær så hurtigt, som når de bliver udsat for mikrobølgestråling, siger Olav Breinbjerg til Videnskab.dk.

Generelt skal man ikke være bekymret for at bruge en mikrobølgeovn, hvis man da ellers bruger den korrekt. Malte Olsen, lektor emeritus på Niels Bohr Institutet, har skrevet en bog om mikrobølgeovnen, og Videnskab.dk har også talt med ham om mikrobølgeovne, og om hvorvidt de er farlige for mennesker.

– Der kommer ikke mikrobølger uden for ovnen, når den er tændt, hvis den er i orden, det vil sige, hvis kanterne på dens låge er rene og uden skader. Men brug aldrig mikrobølgeovne med defekte døre og lad være med at skrue ovnen fra hinanden eller reparere den derhjemme, siger Malte Olsen til Videnskab.dk.

Powered by Labrador CMS