Et af Danmarks ældste rejseselskaber ændrer navn

65-ferie skifter navn til Vitus Rejser.
Offentliggjort Sidst opdateret

På fredag skifter 65-Ferie navn til Vitus Rejser.

Siden 1973 har 65-Ferie arrangeret grupperejser for danskere med mod på livet og den store verden. I begyndelsen henvendte rejserne sig primært til pensionister – deraf navnet – men meget er sket på de sidste 40 år.

– Med navneskiftet kommer vi en sejlivet myte til livs; alt for mange har desværre troet, man skulle være fyldt 65 år for at få lov at rejse med 65-Ferie. Det er selvfølgelig ikke tilfældet. Vi arrangerer rejser for alle voksne, der gerne vi have en god oplevelse i godt selskab, uanset alderen på dåbsattesten. Vi har ladet os inspirere af Vitus Bering – en vaskeægte dansk opdagelsesrejsende, der, ligesom vores gæster, var eventyrer hele livet. Navnet er valgt, fordi man aldrig bliver for gammel til at opleve noget nyt, siger administrerende direktør, Heidi Maak.

Fredag udkommer Vitus Rejsers nye vinterkatalog. Kataloget indeholder en bred vifte af grupperejser i hele verden. Rejserne vil være alt fra bus- og flyrejser i Europa til krydstogter, langtidsrejser og store rundrejser. Målgruppen er aktive og sociale voksne, der har lyst til at lære nye steder og mennesker at kende.

Ifølge Heidi Maak følger der desuden flere nye tiltag og rejsemål i kølvandet på lanceringen af Vitus Rejser.

Ejerforholdet bag Vitus Rejser er uændret. Vitus Rejser er en fondsejet virksomhed, hvor et eventuelt overskud benyttes i Albert Olsens Rejsefond. Her ydes der tilskud til specielle rejser for fysisk og psykisk handicappede samt mindrebemidlede pensionister.

Powered by Labrador CMS