Eurovision stiller dette krav til publikum

Op mod 3500 tilskuere får lov at overvære semifinalerne og finalen i Eurovision, der finder sted denne uge.

Det bliver en helt særlig udgave i år. Foto: Sander Koning/EPA/Ritzau Scanpix
Udgivet Opdateret

Når Eurovision i denne uge løber af stablen i Rotterdam i Holland, kan kunstnerne glæde sig over ikke at skulle spille for tomme sale.

De hollandske myndigheder har nemlig tilladt op mod 3500 tilskuere til både generalprøver og til hver af de to semifinaler, der finder sted tirsdag og torsdag aften, samt til finalen, der finder sted lørdag.

Arrangementerne bliver anset som forsøg, hvor det skal klarlægges, om det er forsvarligt at samle så mange mennesker til en begivenhed set i lyset af coronapandemien.

Men der er mange restriktioner, der skal overholdes – både før og efter showet – for de mange musikhungrende fans.

Spørgeskema

Allerede inden de bevæger sig mod eventet, får de tilsendt et spørgeskema online med spørgsmål til deres helbred. Her skal de redegøre for, hvorvidt de kunne have symptomer, der kunne tyde på, at de har coronavirus.

Har de det, bliver de bedt om at blive hjemme.

Når de tropper op foran Ahoy Arena med deres billetter i hånden, skal de også medbringe en negativ coronatest, der højst må være 24 timer gammel.

Og det er ikke ligegyldigt, hvornår de dukker op. Der er særlige tidsintervaller, publikum skal dukke op i, så arrangørerne kan lukke gæsterne ind i arenaen uden at for mange kommer i kontakt med hinanden.

Ikke første forsøg

Inde i arenaen er der kun siddepladser – det stående publikum med vajende flag, der traditionelt udgør en del af det visuelle billede af Eurovision, er i år bandlyst, og alle skal blive siddende under hele showet, ligesom det også er obligatorisk at bære ansigtsmaske under hele seancen.

Ydermere skal de testes fem dage efter showet.

Det er ikke første gang, Holland tester om det kan lade sig gøre at holde store events i en coronatid.

I marts kunne 1500 mennesker overvære en musikfestival i nærheden af Amsterdam, og senere samme måned var 5000 hollandske fodboldfans samlet på Johan Cruijff Arena for at se herrelandsholdet spille mod Letland i VM-kvalifikationen.

Danmarks coronatests

Det er i Danmark muligt at få tre forskellige slags coronatest, der enten kan vise, om man har coronavirus eller har haft virusset i kroppen.

Bliv klogere på de tre typer test her:

* PCR-test:

Denne coronatest er den anbefalede af de danske sundhedsmyndigheder. PCR-test bliver benyttet i det offentlige testsystem og anses som sikker. Den viser, om den testede er smittet her og nu. Den foretages ved podning i halsen.

En PCR-test tager op mod tre timer, men i det offentlig testsystem får man normalt først svar en til to dage, efter at testen er blevet foretaget.

Flere private virksomheder tilbyder også PCR-test mod betaling.

* Antigentest:

Den såkaldte lyntest giver svar på, om man er smittet med coronavirus efter 15-30 minutter. Den foretages ved podning i næsen. En faglig ekspertgruppe har slået fast, at antigentest kun skal ses som et supplement til PCR-test.

Det skyldes, at antigentest kun giver det korrekte svar i omkring 50 procent af tilfældene ifølge ekspertgruppen.

Derfor fraråder sundhedsmyndighederne, at antigentest benyttes, hvis man har symptomer eller har været i kontakt med en smittet.

Flere private virksomheder tilbyder antigentest mod betaling.

* Antistoftest:

En antistoftest viser, om kroppen har antistoffer over for coronavirus. Den kan dermed fortælle, om personen har været smittet. Den foretages ved blodprøve.

Man ved dog ikke med sikkerhed, hvor længe man kan måle antistoffer, og hvor længe man er immun over for at blive smittet igen.

Det danske sundhedsvæsen tester kun for antistoffer i forbindelse med forskning og myndighedernes overvågning.

Testen tager ti minutter og kan købes på apoteker og hos private virksomheder, men kvaliteten svinger.

Kilder: Ritzau, Sundhedsstyrelsen.

Powered by Labrador CMS