Fængsel eller 19.000 i bøde: I dette danskerparadis skal du virkelig passe på hvor du ryger

Du kan ende med en bøde på op mod 19.000 kroner, hvis du fremover ryger på udvalgte steder i det populære land.

Udgivet Opdateret

Fra 1. februar vil de thailandske myndigheder gøre rygning på endnu flere offentlige steder forbudt.

Rygeforbuddet har været afprøvet på 20 udvalgte strande i en forsøgsperiode siden efteråret, men nu skal forbuddet gøres permanent.

Årsagen er miljøhensyn, fortæller Dorte Mydtskov, der er business development manager hos rejsebureauet Stjernegaard.

– Problemet har været, at der har været mange skodder på strandene, og det er ikke særligt miljøvenligt, så derfor er det et supergodt tiltag, siger Dorte Mydtskov til Ritzau.

Advarer danskere

Det står stadig hen i det uvisse, om rygeforbuddet gælder alle offentlige strande eller kun de 20 udvalgte fra forsøgsperioden. Men for at være på den sikre side, så bliver de rejsende hos Stjernegaard informeret om forbuddet, inden turen går mod de varme himmelstrøg, fortæller Dorte Mydtskov.

– Alle vores kunder får tilsendt afrejsemateriale, hvor vi giver dem gode råd om mange ting, og der vil vi også informere om, at de skal være opmærksomme på det her tiltag, siger hun.

Rygeforbuddet på de 20 populære stande er kommet i stand, efter man i efteråret 2017 ved en oprydning fandt tusindvis af cigaretskodder boret ned i sandet på stranden Patong.

Fængsel eller bøde

De thailandske myndigheder har meldt ud, at overtræder man forbuddet, så vil det koste en bøde på 100.000 baht, som svarer til 19.000 kroner, og i værste tilfælde kan det give op til et års fængsel.

Men Dorte Mydtskov, der selv lige er kommet hjem fra Thailand, har endnu ikke hørt om, at myndighederne i forsøgsperioden har håndhævet forbuddet.

Heller ikke hos rejsebureauet Apollo har man hørt om, at gæster har fået bøder, men det kan være, at det ændre sig, nu hvor ordningen skal gøres permanent.

– Vi gør vores rejsende opmærksom på, at der generelt er en meget stram rygepolitik i Thailand, som omfatter, at man ikke må ryge på offentlige områder og på mange hoteller. Man kan også opleve, at der vil være specielle rygeområder, samt at e-cigaretter er ulovlige, siger Glenn Bisgaard, kommunikationschef hos Apollo.

Tjek det selv

Han opfordrer derfor rygere til selv at orientere sig om rygeregler og skiltning, hvor end man er i Thailand.

– Det er vigtigt, at man som ryger selv undersøger, om man må ryge det pågældende sted. Det er på de offentlige strande, at forbuddet gælder, men det kan jo være, at der er private strande, hvor rygning er tilladt. Det kan vi ikke sige noget om, siger Glenn Bisgaard fra Apollo.

Powered by Labrador CMS