Familieopgør ender med mystisk anholdelse

En kvinde er anholdt efter nogle voldsomme familiestridigheder.

Efterforskere og retsmedicinere til stede på Kastanjevej i Lyngby. KLIK og se flere billeder fra gerningsstedet. Foto: Mathias Øgendal/Presse-fotos.dk.
Efterforskere og retsmedicinere til stede på Kastanjevej i Lyngby. KLIK og se flere billeder fra gerningsstedet. Foto: Mathias Øgendal/Presse-fotos.dk.
Udgivet Opdateret

Som Newsbreak.dk tidligere søndag fortalte, er politiet massivt til stede på en adresse på Kastanjevej i Lyngby.

Nu har Nordsjællands Politi, som dog stadig holder kortene tæt ind til kroppen, udsendt en lovet pressemeddelelse om morgenens begivenheder.

Via alarm 112 blev Nordsjællands Politi søndag morgen klokken 05.36 kaldt til en bolig på Kastanjevej i Lyngby.

Kort efter patruljens ankomst blev efterforskere, kriminalteknikere og retsmediciner tilkaldt. Det blev indledningsvist konstateret, at der i boligen er sket noget internt familiemæssigt, og efterforskningen skal nu klarlægge de nærmere omstændigheder, står der i meddelelsen.

– En beboer anmodede om, at der blev sendt en ambulance til adressen, og redningsberedskabet tilkaldte politiet, har Mogens Mogensen, efterforskningsleder hos Nordsjællands Politi, udtalt til Ritzau.

– Der er anholdt en person på stedet. Der tages senere stilling til, om den anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør. Det vil i givet fald ske i retten i Helsingør, skriver politikredsen videre.

Ifølge tidligere oplysninger er den anholdte en kvinde, der skulle befinde sig på hospitalet. Hvad hun er, eller bliver, sigtet for, har politiet ikke meldt noget ud om.

Derudover vil Nordsjællands Politi ikke kommentere på begivenhederne, men man må dog formode, at når der er tilkaldt retsmedicinere, at en eller flere personer er kommet alvorligt til skade.

Powered by Labrador CMS