Far og fireårig kæntrede til havs

Dramatik til havs søndag formiddag.

En far og hans fireårige søn kæntrede søndag. Arkivfoto: Scanpix
Udgivet Opdateret

En 36-årig mand handlede resolut, da han og hans fireårige søn pludselig faldt overbord, fordi deres jolle kæntrede. De to var sejlet ud i Dalby Bugt ved Bogensø ikke langt fra Fyns Hoved for at fiske, skriver Fyens.dk.

Ikke desto mindre gik det pludselig galt cirka 500 meter fra land, da faderen skulle trække ankeret op. Kæden knækkede, og jollen gyngede så meget, at både far og søn faldt i vandet. Den 36-årige fik sin søn tilbage i jollen.

Ved råstyrke måtte manden selv svømme båden i land.

– Det har været en hård svømmetur, men han har holdt hovedet koldt undervejs. Men ifølge vores folk på stedet var han træt, da han kom på land, forklarer Ehm Christensen, vagtchef i Fyns Politi, til Fyens.dk.

Både far og søn slap med en forskrækkelse. Begge var de iført redningsveste. Uheldet blev anmeldt klokken 11.38, hvor personer på land så, hvad der skete.

Powered by Labrador CMS