Farligt hærværk mod biler spreder sig til flere steder i landet

En dum og farlig trendt, hvor gerningsmænd løsner hjulboltene på biler, er ikke kun noget der sker i Jyllinge - nu melder flere politikredse om problemer.

Det er ikke drengestreger men der i mod farlig hærværk mod biler, når hjulboltene bliver løsnet. Arkivfoto.
Offentliggjort Sidst opdateret

Løse hjulbolte, der gør, at bilens hjul kan falde af under kørsel, har i flere dage været et problem i Midt- og vestsjællands Politikreds, hvor specielt bilister i Jyllinge har været ramt af denne form får tåbelig og yderst farlig hærværk mod biler.

Men det er ikke kun i Jyllinge, bilister risikerer at miste et hjul, når de kører. Fredag melder flere andre politikredse om lignende problemer. Samtidig med, at bilister bliver advaret, slår politiet både i Midt- og Vestsjælland samt Østjylland fast, at der er tale om en meget grov forbrydelse og det ganske simpelt er farligt hærværk mod biler, når man løsner hjulbolte.

Det tydeliggøres af, at man umiddelbart mener, at denne type af hærværk hører ind under straffelovens paragraf 252, der ikke giver mulighed for bødestraf men i stedet kan give op til otte års fængsel hvis man i “grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde volder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed”, som det fremgår af paragraffen.

Og det er lige nøjagtig, hvad politiet mener, der er tale om i disse tilfælde – for denne form for farlig hærværk mod biler risikerer i sidste ende at ramme føreren og eventuelt andre bilister på vejene..

Risiko for ulykke og personskade

– Efter vi er gået ud og har efterlyst flere tilfælde af løsnede hjulbolte, så er der kommet flere anmeldelser. Og lad mig slå fast: Der er tale om farlig hærværk mod biler, som kan ende i ulykker med personskade – i yderste konsekvens dødsfald, siger kommunikationsmedarbejder Martin Bjerregaard, Midt- og Vestsjællands Politi, til Newsbreak.dk.

– Det kan godt være, at gerningsmanden synes, det kun er en drengestreg, og at det bliver gjort for at drille. Men politiet ser med langt større alvor på disse anmeldelser. Netop fordi der er en nærliggende risiko for, at bilisten selv og andre bilister bliver impliceret. Derfor beskriver vi denne form for hærværk hos politiet som en overtrædelse af straffelovens paragraf 252, siger Martin Bjerregaard.

Endnu er hærværket i de fleste tilfælde blevet opdaget før bilisterne er begyndt at køre. Men i et par tilfælde er de løse hjulbolte blevet opdaget, mens bilerne var ude at køre og i et enkelt tilfælde faldt et hjul af mens bilen kørte.

– Føreren blev selvfølgelig stærkt chokeret – men fik reddet situationen, uden at der skete en ulykke. Men det er ikke sikkert, at vi er så heldige næste gang, siger Martin Bjerregaard.

De seneste sager om løse hjulbolte

I tre døgnrapporter fra fredag fra danske politikredse, er der sager hvor der er løsnet hjulbolte på biler.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi skriver:

“Hele Politikredsen: Politiet har i løbet af i går (torsdag/ red.) fra flere steder i kredsen fået anmeldelser om, at ukendte personer har løsnet møtrikkerne på parkerede bilers hjul. Det er tilsyneladende en ny og ikke helt ufarlig trend. Det er nemlig temmelig farligt, hvis et hjul falder af, mens man kører. Hvis man har parkeret sin bil, hvor det er let for andre at komme til den, så råder politiet til, at man lige går en tur rundt om bilen inden kørsel og tjekker at møtrikkerne sidder, som de skal.”

Østjyllands Politi skriver i deres døgnrapport:

“En 31-årig kvinde hentede i går morges (torsdag/ red.) kl. ca. 06.30 sin bil, der stod parkeret på Holger Drachmanns Vej i Aarhus, for at køre mod Holstebro. Da hun kom ud på motorvejen hørte hun kraftig støj fra hjulene, der blev værre efterhånden som hun nærmede sig Holstebro. Hun kørte derfor ind på et værksted i Holstebro, hvor en mekaniker kunne konstatere, at boltene på alle fire hjul var løsnet, og at de ene hjul var tæt på at falde af. Kvinden havde lånt bilen af sin svigerfar, der selv er tidligere mekaniker, og som kunne oplyse, at han ikke havde skriftet hjul eller dæk på bilen for nylig. Det kunne altså tyde på, at nogen bevidst har løsnet boltene på bilen.

Der har de seneste dage i pressen været omtalt lignende sager fra andre politikredse – dette er dog den første anmeldelse vedr. dette, som Østjyllands Politi har modtaget. Vi vil gerne på det kraftigste advare mod, at man skruer bolte løs på biler, da det kan være forbundet med stor fare. Det er ikke bare at betragte som hærværk – det er en alvorlig forseelse og en overtrædelse af straffelovens § 252, da man forholder fare for andres liv og førelighed.”

Og Midt- og Vestsjællands Politi har følgende sager fra døgnrapporten:

“Klokken 08.38 (torsdag/ red.)modtog politiet en efteranmeldelse fra en 64-årig mand fra Hvalsø om, at han d. 170517 under kørsel i sin varebil havde tabt det ene hjul, der faldt af under kørslen. Efterfølgende konstaterede han, at der manglede nogle hjulbolte, og at der lå et par stykker sammen med det tabte hjul. Han formodede derfor, at en ukendt gerningsmand havde løsnet hjulboltene på varebilen på ukendt tidspunkt inden kørslen.

Klokken 15.43 (torsdag/ red.) anmeldte en 39-årig mand fra Jyllinge, at han under kørsel d. 290517 i sin personbil havde bemærket en underlig lyd ved nedbremsning af bilen. Han checkede hjulene og kunne konstatere, at alle hjulbolte sad så løse, at han kunne skrue dem af med fingrene. Hjulboltene blev herefter skruet fast, så han kunne fortsætte kørslen. Der var ikke sket nogen skade på hverken materiel eller personer.

Straffelovens paragraf 252

Med fængsel indtil 8 år straffes den, der for vindings skyld, af grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde volder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed.

Stk. 2. På samme måde straffes den, der på hensynsløs måde forvolder fare for, at nogen smittes med en livstruende og uhelbredelig sygdom.

Stk. 3. Justitsministeren fastsætter efter forhandling med ministeren for sundhed og forebyggelse, hvilke sygdomme der er omfattet af stk. 2.

Kilde: Retsinformation.dk.

Politiet samler nu også disse anmeldelser sammen med øvrige anmeldelser i samme sagstype for at finde eventuelle spor, der kan føre frem til gerningsmanden, samt for at få overblik over omfanget af denne sagstype.”

Powered by Labrador CMS