Fire-årig bortført fra børnehave og misbrugt – manden kommer med denne forklaring

Manden nægter sig skyldig i samleje. Han erkender dog at have leget med pigen.

Udgivet Opdateret

I dag, mandag, startede en sag ved retten i Aarhus, hvor en 33-årig mand er tiltalt for at bortføre en pige på fire år fra Børnehuset Snogebæksvej i det vestlige Aarhus.

Newsbreak.dk omtalte sagen i sommeren 2017, hvor det blev klart, at pigen forsvandt fra Børnehuset Snogebæksvej og først dukkede op en time senere.

Hun var væk fra 12.45 til 13.50, og anklagen mod den tiltalte i sagen er altså, at pigen blev voldtaget i det tidsrum.

Herefter blev hun kørt tilbage til børnehaven. Pigen fortalte de voksne om, hvad der var sket, mens hun var væk, og det gjorde, at sagen blev politianmeldt. Den 33-årige mand blev siden anholdt og sigtet i sagen.

Politiets teori er, at pigen blev fjernet fra legepladsen ved, at manden løftede hende over et hegn, kørt væk i en bil for så at blive voldtaget. Manden blev varetægtsfængslet i surrogat på psykiatrisk afdeling, hvor han har siddet siden da.

Mandag startede sagen så i retten. Og den tiltalte har ikke helt samme udlægning af forløbet som politiet.

Legede hyp, hyp hest

Fundene af sædvæske ved pigens vagina, anus og på hendes fingre skyldes alene, at han fik udløsning i bukserne, da de legede på hans værelse. Det forklarer han under anklagerens afhøring af ham.

– Vi legede hyp, hyp hest, hvor jeg lå på maven, og hun red på min ryg og grinede.

– Nogle gange får jeg udløsning ved spænding, og jeg kan ikke styre det, forklarer den 33-årige ifølge Ritzau.

– Tænder du seksuelt på børn, spørger chefanklager Birgitte Ernst.

– Nej, men det var spændende, at pigen var på min ryg.

Sæd og DNA på pigen

At sædvæsken og andre dna-spor fra manden er fundet på pigens underliv forklarer han med, at pigen var på toilettet og hun bad ham hjælpe med at tage trusser og strømpebukser på bagefter.

– Jeg stak mine fingre ned i mit skridt efter min udløsning og har måske haft sæd på fingrene, siger han.

Det undrer anklageren, at den tiltalte aldrig tidligere under afhøringer har omtalt toiletbesøget.

– Det var svært at huske det hele i detaljer, siger manden, der ifølge mentalerklæringen er sindssyg og også var det i gerningsøjeblikket.

Anklageren kræver ham anbragt på en psykiatrisk afdeling på ubestemt tid.

Mandag eftermiddag vises afhøringen af pigen på video for lukkede døre. Der er afsat yderligere fem retsdage til sagen.

Blogger udstillede tiltalte

I august valgte bloggeren Malene Staal at lægge et billede på sin Facebook-profil af den tiltalte – dengang sigtede – mand.

I opslaget skrev hun: “Her er det klamme kneppeaffald, som bortførte og voldtog en 4-årig pige.”

Sådan så Malene Staals opslag ud. Foto: Fra Facebook.
Sådan så Malene Staals opslag ud. Foto: Fra Facebook.

I sagen er der nedlagt navneforbud – noget, der ikke fik Malene Staal til at afholde sig fra tasterne.

“Pressen har navneforbud. Men ikke jeg”, stod der også i opslaget.

Retfærdig behandling af tiltalte

Pigens familie har dog gennem hele forløbet talt for, at manden får en retfærdig behandling i sagen. Pigens mor har til TV2 Østjylland fortalt, at hun er stolt af sin datter, stolt af, at pigen var i stand til at fortælle, hvad der skete. Og pigens oplevelse får ikke moderen til at ændre holdning til, om børn skal have lov til at være ude alene.

– Den her episode må ikke gøre, at vi som forældre bliver bange for at sende vores børn ud. Udendørs liv er en vigtig ting for børn, og forældre skal stadig turde sende deres børn ud på legepladserne. Slemme ting sker, men man skal ikke være bange, sagde moren til TV2 Østjylland.

Powered by Labrador CMS