Fører af varevogn ignorerede skolepatrulje: Elev reddet i sidste sekund

Det er en udsat post at være skolepatrulje, til trods for, at det er et yderst ædelt hverv. En fører af en varevogn så stort på en skolepatrulje i gul vest, og var i stedet tæt på at køre elev ned.

Udgivet Opdateret

En 25-årig mand fra Esbjerg er blevet sigtet for hensynsløs kørsel – efter at have set stort på en skolepatruljes stopsignal.

Det fortæller Syd- og Sønderjyllands Politi i et Facebook-opslag, hvor der også henstilles til, at man netop tager hensyn til landets mange skolepatruljer.

Hændelsen skete ved et fodgængerfelt nær Fourfeldtskolen i Esbjerg, mandag den 23. april klokken 07.56.

Fører fortsatte gennem fodgængerfelt

– Føreren af varebilen ignorerede skolepatruljens stopsignal i fodgængerfeltet på Parkvej. Heldigvis havde en af skolens lærere, der var en del af skolepatruljen, forudset situationen og fik holdt et barn, der ellers var på vej over vejen, tilbage, forklarer Ole Aamann, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Ifølge jv.dk fortsatte føreren af varevognen over fodgængerfeltet i østlig retning uden at sænke hastigheden, men på grund af lærerens snarrådighed kom ingen noget til ved episoden.

Heldigvis havde man fået varevognens nummerplade noteret, og derfor kunne politiet senere på dagen finde frem til både ejeren af bilen – og den person, der havde kørt bilen.

Chauffør havde ikke gyldigt førerbevis

Føreren af bilen, en 25-årig mand fra lokalområdet, er blevet sigtet for at ignorere sin vigepligt.

Han er også sigtet for at køre i frakendelsestiden, idet han er frakendt retten til at køre bil.

Endelig er bilens ejer ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi sigtet for at lade en person uden førerret køre bilen.

Desværre er hændelsen i Esbjerg ikke usædvanlig – og derfor er der sat fokus på den manglende respekt for skolepatruljer.

8000 elever får et velfortjent skulderklap

Det har Newsbreak.dk tidligere skrevet om – ligesom både politiet og Rådet for Større Trafik laver en række tiltag i den forbindelse.

I disse dage bliver samtlige 8000 skolepatrulje-elever hyldet i form af udflugter til henholdsvis Legoland og Tivoli.

– Det er meget positivt, at så mange børn frivilligt vil møde op hver dag for at hjælpe deres yngre kammerater gennem morgentrafikken ved skolerne. Skolepatruljernes arbejde gør det også mere trygt for forældre at sende deres børn ud i trafikken. Den indsats fortjener et stort skulderklap, fortæller Jakob Skov Øllgård, der er konsulent i Rådet for Sikker Trafik.

3000 skolepatruljer besøgte tirsdag Legoland i Billund, mens 5000 onsdag lægger vejen forbi Tivoli i København.

Powered by Labrador CMS