Forfærdelig ulykke: Mand styrter i døden fra svalegang
Der bliver holdt ligsyn mandag.
Tidligt lørdag aften modtog politiet en anmeldelse fra en person, der havde fundet en mand liggende død under en svalegang på Ørnebjergvej i Ølstykke.
Det oplyser David Borchersen, vagtchef ved Nordsjællands Politi, til Newsbreak.dk.
– Vi får en anmeldelse klokken 19.49, at der ligger en person under en svalegang. Vi sender en akutlægebil og en ambulance til adressen, hvor manden bliver erklæret død på stedet, siger han.
Svalengangen er i andensals højde.
På nuværende tidspunkt ved politiet ikke præcist, hvad der er sket, men ifølge vagtchefen er der sandsynligvis tale om en tragisk ulykke.
Han fortæller, at der ikke er nogle vidner, der har set manden faldt ned.
– Et vidne har dog set ham tidligere, men der er ikke flere, der har henvendt sig til politiet, siger David Borchersen.
Det er derfor uklart, hvor længe manden har ligget under svalegangen, før han bliver fundet.
– Så vi hører selvfølgelig meget gerne fra vidner, siger vagtchefen.
Den dræbte skal nu igennem et ligsyn.
– Det er helt fast procedure. Derefter, hvis det vurderes, skal han obduceres, siger David Borchersen, der også fortæller, at ligsynet kommer til at foregå mandag.
Der er tale om en 48-årig mand.
De pårørende er underrettet.
Har du oplysninger i sagen – kontakt Nordsjællands Politi på telefonnummer 114.