Forlader Volbeat

Flemming C. Lund griber spaden i 2023 i det populære danske rockband efter et farvel til Rob Caggiano

Udgivet Opdateret

Efter ti år med Volbeat er det for amerikanske Rob Caggiano blevet tid til et farvel til gruppen. 

Leadguitaristen forlader bandet, skriver medlemmerne af det populære danske rockband på bandets facebookside.

Ønsker ham alt godt

- Gennem vores tid sammen har vi rejst verden tynd, delt fantastiske oplevelser og udgivet fire plader, som vi er pavestolte over, og vi ville ikke gå tilbage og ændre noget som helst, skriver gruppens resterende medlemmer, Michael Poulsen, Jon Larsen og Kaspar Boye Larsen.

- Vi ønsker vores brormand Rob alt det bedste i alle hans fremtidige bedrifter (vi ved, det bliver fantastisk).

Dansker tager over

Under de resterende koncerter i 2023 vil leadguitaren blive båret af danske Flemming C. Lund. 

Han er også guitarist og stifter at det danske band The Arcane Order.

Rob Caggiano stopper som guitarist for Volbeat efter ti år på scenen med det danske band. (Arkivfoto).
Rob Caggiano stopper som guitarist for Volbeat efter ti år på scenen med det danske band. (Arkivfoto).

- At fylde de sko på scenen bliver en herkulisk opgave, men vores gode ven Flemming C. Lund (fra The Arcane Order) træder til for at håndtere leadguitaren til vores koncerter i 2023, skriver bandet.

Tak til Rob

- Tak til alle vores fantastiske fans for deres støtte, og endnu vigtigere: Tak til Rob for ti helt fantastiske år.

Volbeat er for nuværende ved at gøre klar til en turné i Europa og Nordamerika, hvor det altså bliver Flemming C. Lund, som skal spille leadguitar.

Hvorvidt The Arcane Order-guitaristen bliver en permanent løsning efter turnéen, melder Volbeat-medlemmerne ikke noget om.

Har eksisteret i 20 år

Volbeat blev dannet af forsanger og rytmeguitarist Michael Poulsen kort efter årtusindskiftet. 

Ud over ham og gruppens nye guitarist består bandet af Kaspar Boye Larsen, som spiller bas, og Jon Larsen, som spiller trommer.

VOLBEAT

Volbeat er et dansk metalband, der blev dannet i København i oktober 2001 af Michael Poulsen, efter hans daværende band Dominus blev opløst. Bandet har taget navn efter Dominus-albummet Vol.Beat.

Bandet er blevet kendt på deres særprægede musik, der oprindeligt af bandet blev omtalt som "metallisk pop rock and roll," og som generelt er kendetegnet ved hård rock and roll med inspiration lige fra Metallica til Elvis Presley. 

Deraf omtales deres musik også somme tider som "Elvis metal". 

Deres musik er ligeledes inspireret af Johnny Cash og moderne hård rock, alternativ rock og hardcore grupper. 

Den nuværende sammensætning af gruppen består af forsanger og guitarist Michael Poulsen, guitarist Flemming C. Lund, trommeslager Jon Larsen og bassist Kaspar Boye Larsen.

Kilde: Wikipedia

Gruppen har i alt udgivet otte studiealbum.

Powered by Labrador CMS