Frank Jensen: Hovedstaden er belastet

Foto: Polfoto.
Udgivet Opdateret

Foto: Polfoto.
Foto: Polfoto.

Frank Jensen afviser at fjerne hovedstadsudligningen, da mange kommuner er belastede i hovedstadsområdet.

Otte ud af 10 af landets mest socialt belastede kommuner er i hovedstadsområdet. Derudover huser København blandt andet en femtedel af landets kontanthjælpsmodtagere og knap hver tredje stofmisbruger.

Derfor vil det være dybt asocialt, hvis man afskaffer den såkaldte hovedstadsudligning, der fordeler penge mellem kommunerne i hovedstadsområdet, og i stedet tilsvarende øger den økonomiske udligning på tværs af hele landet, sådan som 61 provinskommuner bakker op om ifølge Jyllands-Posten.

Sådan lyder det fra Københavns Kommunes overborgmester, Frank Jensen (S).

– Det er et asocialt forslag. Otte af 10 af Danmarks mest socialt belastede kommuner ligger i hovedstaden. Det viser de officielle tal fra Indenrigsministeriet.

– At fjerne hovedstadsudligningen vil skabe en ghettodannelse i hovedstaden med en opdeling mellem fattige og rige kommuner, som vi ikke tidligere har set i Danmark, siger Frank Jensen i en skriftlig kommentar.

Ifølge Frank Jensen vil provinsborgmestrenes forslag dermed betyde, at der bliver flyttet penge fra landets mest belastede kommuner til kommuner, som er mindre belastede.

Han peger blandt andet på, at København ifølge regeringens fattigdomsredegørelse fra 2014 ligger på indeks 218, mens gennemsnittet for hele landet er indeks 100.

Derudover påpeger han, at der i den nuværende landsudligning bliver flyttet omkring otte milliarder om året fra hovedstadsområdet til den øvrige del af landet.

Han erkender, at København er en vækstmotor for landet, men at det dog dækker over, at der er store forskelle internt i byen.

Hvis Nørrebro var en selvstændig kommune, ville den ifølge Frank Jensen være en af landets fattigste, og det er vigtigt at have med i regnestykket, påpeger overborgmesteren.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS