Frederik og Mary fik usædvanligt indblik

Det danske kongepar fik et usædvanligt indblik under deres statsbesøg i Estland

Offentliggjort

Statsbesøg i Estland

Kong Frederik og dronning Mary besøgte det estiske cybersikkerhedscenter CR14.

Centret tilbyder træning i cyberforsvar for både militære og civile aktører.

Estland er digitalt avanceret, men også sårbart over for hackerangreb.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

To store tavler med blinkende grønne lys og grå kasser, der skal symbolisere transformerstationer, er den såkaldte spilleplade for cybersikkerhedsøvelser på tværs af lande.

De står i lokalet i det nationale estiske cybersikkerheds- og innovationscenter CR14, som det danske kongepar besøgte onsdag under parrets statsbesøg.

Det fungerer som et virtuelt træningsmiljø, hvor både militære, offentlige og private aktører kan træne, øve sig, teste forsvar mod cyberangreb og udvikle nye it-sikkerhedsløsninger uden at risikere rigtige it-systemer.

En af tavlerne forestiller det fiktive land Berylia, der er på størrelse med Spanien, og har den neutrale nabo a la Schweiz med navnet Revalia og den onde nabo Crimsonia.

Her afholdes Nato-øvelser, hvor en stor del af Nato-landene deltager og deles ind i grupper, hvor nogle skal forsvare og andre forsøge at hacke sig ind i it-systemer.

Kong Frederik og dronning Mary blev introduceret for de øvelser i cyberforsvar, der bliver udøvet på det nationale estiske cybersikkerheds- og innovationscenter CR14.

Styrker konstant cyberforsvar 

Kong Frederik og dronning Mary fik på centeret en beskrivelse af øvelserne, og hvorfor det netop er relevant konstant at styrke cyberforsvar i en verden, hvor blandt andet russiske hackerangreb sker dagligt.

Estland er et af de mest digitaliserede lande. Her stemmer befolkningen til valg online, de bliver gift online, og de bliver skilt online.

Men det gør dem også sårbare over for hackerangreb. Det forklarer Martin Hanson, der er marketingchef på centeret.

- Vi er nødt til at lave de her øvelser for at forberede os, siger han og nævner blandt andet den konstante trussel fra naboen Rusland.

- Rusland har en virkelig stærk offensiv kapacitet i cyberverdenen. De gennemfører tusindvis af angreb om dagen. Men vi forsvarer os med succes, siger han om esternes cyberforsvar.

Kong Frederik og dronning Mary blev introduceret for de øvelser i cyberforsvar, der bliver udøvet på det nationale estiske cybersikkerheds- og innovationscenter CR14.

Ikke kun Estland 

Og det er ikke kun Estland, der er mål for russernes angreb.

- Rusland har mange gange på tværs af vestlige lande vist, at det har kapacitet til at lægge systemer ned, og det bruger det meget frit.

Russiske hackergrupper har siden landets fuldskala-invasion i Ukraine i 2022 i stigende grad taget ansvar for angreb i Europa, herunder også i Danmark.

Så sent som i mandags kunne mediet Tjekdet skrive, at en russisk hackergruppe tog ansvar for driftsforstyrrelser på den danske sundhedsplatform sundhed.dk.

En grå tavle på centeret CR14 i Estland symboliserer et fiktivt land. De små kasser er transformerstationer rundt i landet, som leverer strøm og er sårbare over for hackerangreb.
Powered by Labrador CMS