Fyrværkeri mod politi og hjemmepleje
Straffen er skærpet. Alligevel blev betjente onsdag mål for fyrværkeri.
Det gik noget voldsomt for sig i Haderslev lillejuleaften.
Det fremgår at tweets fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Politikredsen skriver, at den onsdag aften modtog flere anmeldelser om afskydning af fyrværkeri og kanonslag i Varbergparken i Haderslev.
Der blev fyret af mod biler – også fra den kommunale hjemmepleje.
Da flere patruljer omkring klokken 21.30 dukkede op på stedet, blev de også mål for fyrværkeriet.
“Det er ikke bare fuldstændigt uacceptabelt, man risikerer også en plet på sin straffeattest”, skriver Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi og hentyder til den netop vedtaget skærpede straf på området.
Tirsdag 15. december blev det lovligt at købe fyrværkeri i Danmark.
Samtidig trådte en ny lov i kraft. Straffen for at affyre fyrværkeri mod personer i offentlig tjeneste blev skærpet.
Et bredt flertal i Folketinget vedtog den 3. december 2020 justitsministerens lovforslag om at skærpe straffen med en tredjedel for bl.a. at affyre fyrværkeri mod politi, brandvæsen og folk på gaden.
– Sidste december var vi vidner til, at afstumpede tåber i et ubegribeligt stort omfang valgte at affyre fyrværkeri mod tilfældige borgere og mod beredskabsfolk og politi, der blot passede deres arbejde. Det er komplet meningsløst og potentielt livsfarligt, og derfor kommer hammeren i år til at falde ekstra hårdt for denne form for kriminalitet. Det er mit håb, at strafskærpelsen sammen med en øget indsats fra politiet vil medvirke til, at folk tænker sig om, så vi kommer til at opleve langt færre tilfælde i år, sagde justitsminister Nick Hækkerup (S) i den forbindelse.
Med lovforslaget følger også en ny selvstændig bestemmelse i straffeloven (§ 119 b) om angreb med genstande (herunder sten og fyrværkeri) på personer i offentlig tjeneste eller hverv, for at understrege alvoren ved denne form for forbrydelse.
“En massiv indsats i området fik ved 23.30 tiden roen genoprettet. Der har natten igennem været ekstra patruljering i området. Ingen kom til skade, og der er p.t. ingen sigtede”, slutter politiets tweet om episoderne onsdag.
Lukker fyrværkerifabrik
Onsdag kunne Newsbreak.dk fortælle, at samme politikreds havde lukket for en ulovlig fyrværkerifabrik i en industribygning på Mads Clausensvej i Tinglev.
En optælling foretaget af Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste, EOD, viste, at der var 3106 kanonslag på stedet og en spand med små tre kilo krudt.
Man fandt også 4212 tomme paprør, formentlig til produktion af flere kanonslag og spor efter fremstilling af 1600 kanonslag.
Derudover fandt politiet en elektrisk palleløfter, der viste sig at være stjålet fra et lager i Nordsjælland. Det er uvist, hvordan den er endt i Tinglev.
Politiet har sigtet to mænd i sagen, en 24-årig og en 32-årig, for overtrædelse af fyrværkeriloven. Den 24-årige har erkendt sin rolle i sagen.