Gammel kending vogter målet mod Rumænien

Newspaq
Udgivet Opdateret

Der bliver et nyt ansigt i det danske mål, når landsholdet tirsdag aften møder Rumænien i Bukarest.

Landstræner Morten Olsen har varslet flere ændringer på det danske landshold, når Danmark møder Rumænien i en testkamp tirsdag aften.

En af forandringerne i forhold til mødet med Serbien i fredags bliver på målmandsposten, hvor Stephan Andersen får chancen fra start i stedet for førstevalget Kasper Schmeichel. Det oplyser Olsen på et pressemøde i Bukarest.

– Vi er tilfredse med Kasper, han har været kampafgørende, og det har Stephan også tidligere. Han har fortjent et skulderklap. Vi er tilfredse med keepersituationen, siger Morten Olsen.

Skiftet i målet er foreløbig det eneste, landstræneren har lagt sig fast på, men der kommer andre forandringer.

To af starterne fra kampen i Beograd, Michael Krohn-Dehli og Thomas Kahlenberg, har fået lov at forlade landsholdslejren og er rejst hjem.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS