Gravid politiker forlader byrådet

Lotte Cederskjold forlader Aarhus Byråd, når hun starter barsel. Foto: Facebook
Udgivet Opdateret

Den socialdemokratiske ordfører, Lotte Cederskjold, venter barn og forlader derfor byrådet

Lotte Cederskjold, S, forlader Aarhus Byråd. Det gør hun, fordi hun er gravid og barnets far er borgmester i Fredericia.

Lotte Cederskjold flytter til Fredericia til august, og hun kan derfor ikke længere sidde i byrådet i Aarhus.

– Jeg er meget glad, og Jacob og jeg glæder os til at forøge vores lille familie til oktober. Det er selvfølgelig vemodigt at skulle forlade Aarhus Byråd, men da Jacob er borgmester i Fredericia, er vores fælles fremtid der. Jeg har derfor besluttet at træde ud af Aarhus Byråd ved udgangen af juli måned, når jeg skal på barsel, siger Lotte Cederskjold til Aarhus Stiftstidende.

Lotte Cederskjold er født og opvokset i Aarhus, hvor hun har været involveret i politik siden den pure ungdom.

23 år gammel blev hun i november 2009 valgt i byrådet for første gang.

– Det har til tider været hårdt, men det har været den bedste tid i mit liv, siger Lotte Cederskjold.

I byrådet erstattes Lotte Cederskjold af Ali Nuur, der ikke opnåede genvalg ved sidste byrådsvalg

Powered by Labrador CMS