Har du også problemer med Mobilepay? Her er forklaringen

En fejlbehæftet opdatering har skabt problemer for Mobilepay-brugere.

Udgivet Opdateret

38.000 brugere – svarende til en procent – af Mobilepay-betalingsløsningen har siden mandag muligvis oplevet problemer med systemet. En fejl i en opdatering ha ri flere tilfælde fået applikationen til smartphones til at “crashe” – altså gå ned uhensigtsmæssigt. Nu lyder rådet fra Mobilepay selv: Du skal ikke opdatere din app.

Det fortæller Peter Kjærgaard, der er presseansvarlig i koncernen, til Newsbreak.dk. Fejlen blev opdaget allerede tirsdag, og så blev opdateringen trukket tilbage. Den ligger dog stadig i Apples App Store og tigger om at blive installeret.

– Udsigterne er vældig gode. Vi fandt fejlen og regner med at få en rettet version sendt ud onsdag. Derfor anbefaler vi, at brugerne venter med at opdatere indtil da, siger han.

For nuværende har Mobilepay lagt en advarsel ved opdateringen i App Store til Apples ipad og iphone, men det samme er ikke tilfældet på Google Play, der er androids pendant til App Store. Peter Kjærgaard kan på stående fod – han er faktisk på ferie – svare på, hvor vidt, android-systemet er ramt af problemet.

Hvis du allerede har hentet opdateringen, kan du fjerne applikationen helt og geninstallere – det bør løse problemet.

Ganske mange danskere benytter hver dag applikationen til pengeoverførsler. I 2017 blev der via Mobilepay gennemført 230 millioner transaktioner. Det svarer til 65 milliarder kroner.

Powered by Labrador CMS