Hård kritik af danske museer: Fejler

Landets museer beskæftiger sig ikke nok med religion, og dermed mister man mulighed for at skabe bedre forståelse for tro, lyder kritik fra forskere bag aktuelt projekt

Udgivet Opdateret

Citathistorie: Kristeligt Dagblad.

Da Laura Maria Schütze for nogle år siden skrev ph.d. om to kulturhistoriske museer ved København, var der noget, der undrede hende:

Hvorfor lod religion til at fylde så lidt i museers udstillinger og formidling?

Siden har museumsinspektøren på Roskilde Museum kunnet konkludere, at fænomenet er mere udbredt end som så. Hvis man vil blive klogere på religion i Danmark, er det ikke museerne, man skal søge til.

– I virkeligheden er der rigtig meget religion på de danske museer, men vi kategoriserer det bare sjældent sådan. I stedet bliver genstandene behandlet som historie, kultur eller kunst. Og når religion endelig bliver nævnt tydeligt, er det oftest i udstillinger om oldtiden, middelalderen og verden uden for Europa. Det gør, at religion på museer bliver noget, ’de andre’ har, og ikke noget, vi skal forbinde med vores eget liv, siger hun til Kristeligt Dagblad.

Denne stedmoderlige behandling af religion forsøger Laura Maria Schütze nu at gøre noget ved. Hun er sammen med fire museer og forskere fra Aarhus Universitet og Roskilde Universitet i gang med projektet ”Religion – levende kulturarv”, som er støttet af Velux Fonden.

Kan skyldes berøringsangst

Projektet skal gøre religion til en integreret del af de kulturhistoriske museers arbejde og styrke formidlingen af den. Det kan handle om at formidle kristne ikoner som religiøse brugsgenstande og ikke bare som kunst.

– Efter oplysningstiden blev religion mere og mere noget, man dyrkede i privatsfæren, inde i sig selv og noget immaterielt. Den tankegang lader til at være smittet af på museerne, som ikke overvejer at indsamle religiøse genstande eller se, om nogle af deres nuværende genstande faktisk kan sige noget om religion i nyere tid. Men religion er et tema, der fylder i samfundet og medierne, og derfor bør det også gøre det på museerne, siger Laura Maria Schütze.

Museer får kritik for at negligere religionen. Foto: Scanpix.
Museer får kritik for at negligere religionen. Foto: Scanpix.

Berøringsangst kan også være en del af forklaringen på nedprioriteringen af religion på museerne.

Det siger Marie Vejrup Nielsen, der er lektor i religionsvidenskab på Aarhus Universitet og leder forskningsprojektet.

– Når vi i dag hører ordet religion, tænker vi ofte på de problemer, der er med religion i samfundet i dag. Det kan tænkes, at det får museerne til at holde igen med formidlingen af religion. Men museerne har samtidig en unik mulighed for at styrke samtalen om, hvordan religion fylder i vores kultur, i vores hjem, byrum og liv. Det vil være brugbart i dag, hvor det er nemmere for danskerne at tale om, hvorvidt de skal spise and eller gris juleaften, end om de kommer fra en kristen familie, siger hun.

Powered by Labrador CMS