Helt slut med kviklån

Stramme regler lader til at have hjulpet

Lånene er så godt som udryddet lyder det fra ministeriet
Offentliggjort Sidst opdateret

De meget dyre forbrugslån - også kaldet kviklån - er blevet fjernet fra markedet.

Det skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Baggrunden er en ny evaluering af initiativerne i en politisk aftale fra 2020 om et opgør med kviklån.

- Vi er lykkedes med at sætte en stopper for, at forbrugere kan ende i gældsspiraler med de her lån, som ender med at blive meget dyrere, end man regnede med, siger erhvervsminister Simon Kollerup (S).

Nye grænser

De nye regler for forbrugslån trådte i kraft 1. juli 2020.

Det medførte blandt andet, at der blev sat en øvre grænse for et låns årlige omkostninger i procent (ÅOP).

Grænsen blev fastlagt til 35 procent. Tidligere var der flere udbydere, som tilbød visse typer forbrugslån med en ÅOP på 700-800 procent.

Der blev også indført forbud mod at markedsføre forbrugslån i forbindelse med spil og betting.

Det har, ifølge evalueringen, ført til, at reklamer for forbrugslån i sammenhæng med reklamer for spil og betting er forsvundet.

Nye metoder

Men selv om de politiske initiativer har haft effekt, skal der ifølge ministeren holdes skarpt øje med området.

- Arbejdet stopper ikke. Vi holder fortsat øje med, hvad der sker på markedet for forbrugslån for eksempel på Facebook, siger Simon Kollerup.

Det tyder ifølge evalueringen på, at traditionelle lån i en vis grad er flyttet til såkaldte Peer2Peer-lån, som er lån mellem private.

Ikke bekymrende

Det sker blandt andet i grupper på Facebook og på særlige internetportaler.

Samlet set udgør lån mellem privatpersoner fortsat en meget begrænset andel af danske forbrugslån, oplyses det i pressemeddelelsen.

Der er på baggrund af den politiske aftale desuden lavet undervisningsmateriale i privatøkonomi. Materialet er tiltænkt elever i folkeskolen og på ungdomsuddannelser.

Det har ifølge Erhvervsministeriet medvirket til, at der nu er et styrket fokus på, at børn og unge bliver undervist i ansvarlig privatøkonomi, herunder optagelse af lån.

KVIKLÅN

Kviklån er en type forbrugslån, hvor låntager ikke stiller sikkerhed og som har en løbetid på under 3 måneder. Typisk udbydes disse lån af forbrugslånsvirksomheder. I 2013 lånte danskerne omkring 100 millioner kroner vha. kviklån. I 2014 var dette tal steget til 436 millioner.

Kviklån startede oprindeligt som mikrolån i udviklingslande, hvor de har hjulpet mindre erhvervsdrivende med at udvikle eller udvide deres forretninger. Ideen om hurtige, små lån spredte sig derefter og i dag er det muligt for enhver at optage kviklån. De markedsføres ofte under flere navne, men der er i realiteten ingen forskel på dem. Forskellige begreber som kviklån, minilån, mikrolån, mikrokredit, lynlån, hurtiglån, mobillån, SMS-lån, ekspress lån dækker alle over den samme ydelse med de samme vilkår: det går hurtigt, det kan gøres fra en smartphone og der er tale om varierende, men dog små beløbsstørrelser med kort frist. De fleste internetbanker har en låneberegner, så man kan se lånets rente og løbetid, samt hvor meget man ender med at skulle betale tilbage.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS