Her skyller kropsdele i land: Forklaringen skal findes i fodtøj

Over en lang årrække har en række makabre fund langs kysterne i den canadiske stat British Colombia skabt mystik.

På grund af udviklingen i sportssko er menneskefødder begyndt at drive i land ved kysterne i British Colombia i Canada. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Over de seneste ti år har en række makabre fund langs den canadiske vestkyst vakt opsigt. Nu er der gjort endnu et fund, skriver Vancouver Sun.

Der er tale om resterne af en fod, der er fundet i en sko, der er skyllet i land ved en strand langs Jordan-floden.

Det var en mand, der var ude at gå med sin hund, der gjorde det uhyggelige fund. Retsmedicinere er nu ved at undersøge foden for at forsøge at finde frem, identiteten på personen, den stammer fra, og eventuelt dødsårsagen.

Fundet skriver sig ind i en række af tilsvarende fund over de seneste ti år.

Fra 2007 til 2016 blev der fundet 14 fødder fra mennesker på kyster i den canadiske provins British Colombia.

Da sagerne begyndte i 2007, hvor flere fødder blev fundet på forskellige strande, var der ikke umiddelbart nogen forklaring på, hvor de stammede fra. Det fik rygterne til at gå om en seriemorder eller andre uhyggelige forklaringer.

Ingen forbrydelse

Historien er dog knap så spektakulær. I 2016 oplyste provinsens retmedicinske myndigheder, at man havde identificeret 10 af dem. De stammede fra syv forskellige personer. Ved ingen af de tragiske sager er der tegn på, at der ligger en forbrydelse bag.

– Vi mener, at vi har ret godt styr på, hvad der er sket i alle sagerne, sagde retsmediciner Barb McLintock til Vancouver Sun.

Fødderne stammede fra personer, der var døde i vandet som følge af selvmord eller ulykker, var konklusionen.

Retsmedcinerne mener, at forklaringen på, at fødderne pludselig begyndte at dukke op, skyldes udviklingen af moderne sportssko. Nye letvægtssko med luftpuder betyder simpelt hen, at skoene med resterne af fødder, flyder op til overfalden, når et lig har ligget et stykke tid i vandet, hvor de førhen ville være blevet liggende på bunden.

 

 

Powered by Labrador CMS