-Hold jer væk herfra

I år vil Østjyllands Politi være ekstra opmærksomme på at opretholde ro og orden, restriktioner og affyring af fyrværkeri.

Hold jer fra midtbyen nytårsaften, lyder det fra Østjyllands Politis chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)
Udgivet Opdateret

Citathistorie: TV2 Østjylland.

2020 har været et anderledes år, og årets sidste dag bliver ingen undtagelse.

For mens det mest plejer at være sikkerhedsbriller, fyrværkeri og alkohol, politiet går op i til nytår i forhold til sikkerhed, så har Østjyllands Politi i år også fokus på coronarestriktionerne.

Det betyder nye opfordringer og mere synlighed.

– Vi kommer til at øge antallet af betjente og patruljer i hele politikredsen. Opfordringen er, at man ikke skal søge ind til midtbyen. I Aarhus beder vi for eksempel borgerne om at holde sig væk fra Store Torv, Rådhuspladsen og Harald Jensens Boulevard, siger chefpolitiinspektør hos Østjyllands Politi Klaus Arboe Rasmussen til TV2 Østjylland.

Ifølge politichefinspektøren vil især forsamlingsforbuddet være et fokuspunkt for de betjente, som er på gaden nytårsaften.

– Vi holder øje med, om man overholder restriktionerne. Det betyder ingen arrangementer over 10. Man kan godt stå flere end 10 på gaden, hvor folk ikke er fra samme forsamling. Her er vores opfordring, at man selvfølgelig skal huske at holde den fornødne afstand, siger Klaus Arboe Rasmussen.

Flere fokuspunkter

Men også affyring af fyrværkeri er noget, Østjyllands Politi har ekstra meget fokus på i år.

– Vi har oplevet nogle uheldige situationer de seneste år. Fyrværkeri skal skydes lodret og ikke vandret, og vi tager stærk afstand fra de farlige affyringer. Det er også derfor, at vi vil være ekstra til stede de steder, hvor vi har oplevet de her problemer, fortæller han.

Hos chefpolitiinspektøren er talen ellers klar forud for den anderledes aften.

– Jeg håber, aftenen kommer til at forløbe stille og roligt. Følg anbefalingerne. Pas på jer selv. Bær sikkerhedsbriller og hold afstand, afslutter han.

Powered by Labrador CMS