Holger Rune taber finalen

Spillede ellers fantastisk tennis i store dele af kampen

Udgivet Opdateret

KORT RESUME AF DENNE ARTIKEL

Holger Rune tabte sin femte ATP-finale mod bulgarske Grigor Dimitrov i Brisbane International.

Kampen, der varede 2 timer og 16 minutter, endte med Dimitrov som vinder med 7-6, 6-4.

Til trods for nederlaget, fik Rune fem gode kampe i kroppen som opvarmning til Australian Open.

Dette var Dimitrovs niende ATP-titel, men den første siden 2017, hvor han var nummer tre i verden.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Holger Rune fik ikke sin femte ATP-titel, da han søndag morgen dansk tid spillede finale i Brisbane International.

Her måtte den 20-årige dansker se sig slået af den meget velspillende bulgarer Grigor Dimitrov, der vandt 7-6, 6-4.

Rune spillede en fin kamp, men blev overmatchet marginalt i kampen, der varede 2 timer og 16 minutter.

Meget højt niveau

Første sæt var tennis på et meget højt niveau fra begge spillere.

Rune viste prøver på sit enorme talent, og Dimitrov viste, hvorfor han i det seneste tiår godt og vel har været regnet som en af tourens bedste teknikere.

Rune slog tonen an med en forrygende baghåndsvinder på første bold, men kunne ikke udnytte de to breakbolde i åbningspartiet.

Ved stillingen 1-2 og 2-3 måtte Rune finde sit bedste spil frem for at afværge bulgarerens breakbolde, men ingen var i stand til at bryde. Derfor var en tiebreak uundgåelig.

Her blev to tidlige fejl i egen serv dyre for Rune.

Danskeren kom aldrig helt tilbage fra 0-3, og Dimitrov lukkede sættet til 7-5 i tiebreaken med et smash på tredje sætbold efter 71 minutter.

Holger Rune tabte finalen i Brisbane til Grigor Dimitrov.

Kom godt ud til andet sæt

Rune kom godt ud til andet sæt og vandt de første seks bolde, men Dimitrov kom hurtigt med igen og spillede sig til tre breakbolde ved 1-1.

Rune holdt dog serv i et parti, der varede næsten 20 minutter.

Dimitrov havde et lille overtag i kampen. Han kom forholdsvis nemt til sine partier, mens Rune måtte slås for sine.

Den 32-årige bulgarer fik for alvor gang i sin smukke enhåndsbaghånd og med stor smidighed fra baglinjen spillede han sig til nye breakchancer. Denne gang kom Rune bagud med 3-4.

Lang vej for danskeren

Så var der lang vej for danskeren, der måtte finde sit højeste niveau for at afværge to matchbolde i egen serv ved 3-5. Dimitrov hev dog stikket hjem ved at vinde sit næste parti rent med en elegant stopflugtning.

Det var Dimitrovs niende ATP-titel, men den første siden 2017, hvor han var oppe som nummer tre i verden.

Turneringen fungerede som opvarmning til Australian Open, og Rune kan trods nederlaget glæde sig over, at han fik fem gode kampe i kroppen, inden grand slam-turneringen, der begynder 14. januar.

Powered by Labrador CMS