Hollandske turister kæntrede i jolle: Reddet af lokalfærge efter et kvarter i havet

Myndighederne ledte efter fire turister i havet ud for Spodsbjerg på Langeland.

De fire turister, der onsdag morgen kæntrede i en jolle i havet ud for Spodsbjerg, er fundet i god behold. Foto: Google Maps
Udgivet Opdateret

De fire turister, der onsdag morgen kæntrede i en jolle i havet ud for Spodsbjerg, er fundet i god behold.

Det oplyser vagtholdslederen ved Forsvarets Operationscenter til Ritzau.

– Da vi får meldingen, kalder vi ud til alle skibe i området, og så melder de ind, om de er klar til at assistere. Herefter kommer der en melding fra Langelandsfærgen, der har spottet de fire hollandske turister.

– De bliver herefter samlet op, og de er ved godt helbred alle fire, siger han.

Vagtholdslederen vurderer, at de fire personer har ligget i havet i omkring et kvarters tid.

– Vandet er jo ikke varmt, men det er heller ikke iskoldt. Det er omkring de ti grader. Tre af dem havde overlevelsesdragt på, mens en havde en redningsvest på.

Politiet modtog anmeldelsen via alarmcentralen klokken 8.08 onsdag morgen. Fyns Politi gjorde opmærksom på aktionen klokken 08.44, hvor det fremgik, at personerne ikke var fundet og dermed måtte formodes at være kæntret.

Omkring klokken 9 står det ikke klart, hvad der helt præcist gjorde, at jollen med hollænderne kæntrede.

Selv om de fire blev fundet i god behold, vil de alligevel blive tilset af en læge i Spodsbjerg.

Powered by Labrador CMS