Hvem har ansvaret for at indkøbsvognen er ren?

Det er op til den enkelte butik at sørge for at vogne og kurve er rene, lyder det fra de store dagligvarekæders hovedkontorer.

Udgivet Opdateret

Indkøbsvogne og kurve har i årevis ikke haft den helt store opmærksomhed i mange supermarkeder. Men især coronaudbruddet har ændret på, at de potentielle bakteriebomber bliver rengjort langt hyppigere.

I hvert fald hvis man spørger de store supermarkeder selv. Men det er først og fremmest de enkelte butikker, der skal sørge for at få dræbt bakterierne og ikke noget, der organiseres eller håndhæves  centralt.

Fra Coops hovedkvarter lyder meldingen:

-Det er den enkelte butiks ansvar at kurve og indkøbsvogne er rengjorte. I Fakta har vi en aftale med et eksternt firma, der besøger alle butikkerne én gang årligt. Her bliver vogne og kurve rengjorte og serviceret. Er der behov for yderligere rengøring er det butikkens opgave, skriver informationsdirektør Jens Juul Nielsen i et svar til Newsbreak.dk og fortsætter:

-Vi har centralt ikke nogen aftale for øvrige kæder, men  de enkelte butikker har lokale aftaler. De er indgået på ejet initiativ. Så nogle steder står butikkerne selv for rengøringen og andre steder er der et firma koblet på. I Irma har hver butik en højtryksspuler til formålet, skriver Jens Juul Nielsen.

Opgaven ligger lokalt

Hos landets største dagligvarekoncern Salling Group lyder nogenlunde samme melding som hos den store konkurrent.

Salling Group, der blandt andet ejer Netto, Føtex og Bilka, meddeler:

-Da vi har så mange butikker og varehuse, ligger opgaven primært lokalt. Vi har dog i nogle tilfælde eksterne til at hjælpe os. Her har vi helt faste procedurer for, hvor ofte og hvornår både kurve og vogne rengøres. Hygiejnen skal naturligvis være i orden, da vi har med fødevarer at gøre, og vi tester helt aktuelt nye metoder, så vi kan blive endnu bedre. Siden Covid-19 gjorde sit indtog Danmark har vi skærpet vores rutiner og procedurer, så både vogne og kurve hyppigt vaskes og sprittes af i faste intervaller, lyder det i et skriftligt svar fra Sallings Groups kommunikationsafdeling.

Øget fokus i Rema 1000

Hos Rema 1000 lyder meldingen:

-Rengøringen er intensiveret i forbindelse med corona. Det gælder kundevogne og kurve samt andre steder i butikkerne. Vores kurve og vogne vaskes i butikken. Enkelte butikker har aftaler med en ekstern, men ellers gør personalet det selv. De tjekkes hver dag, det er en del af butikkernes faste rengøringsplan, siger kommunikationschef Jonas Schrøder.

Nogle supermarkeder vasker selv deres vogne og kurve, andre får et eksternt firma til det, som H.E.W vognvask her på billedet. Foto: Massimo Grillo
Nogle supermarkeder vasker selv deres vogne og kurve, andre får et eksternt firma til det, som H.E.W vognvask her på billedet. Foto: Massimo Grillo

Han tilføjer, at alle Rema 1000’s varer er emballerede eller kan emballeres. Eksempelvis poser til løse grøntsager.

Newsbreak.dk var for nyligt med et af de store vognvaskfirmaer ude hos et supermarked for at se, hvordan det foregik. Her bekræftede salgskonsulent Ejvind Møller, at der er kommet øget fokus på rengøring. Således har hans arbejdsplads, H.E.W, oplevet en femdobling i kundetilstrømningen under coronapandemien.

Powered by Labrador CMS