I kritisk tilstand efter utrolig ulykke

83-årig motorcyklist kørt ind i lastbil.

En 83-årig motorcyklist blev slynget ind i lastbilens varerum. Foto: Presse-fotos.dk
Udgivet Opdateret

En 83-årig motorcyklist er torsdag eftermiddag i kritisk tilstand efter en alvorlig ulykke på Helsingevej ved Kirke Helsinge, Gørlev. Det skriver lokalmediet SN.dk. Newsbreak.dk omtalte ulykken tidligere torsdag.

Her fremgik det, at den mandlige motorcyklist efter ulykken blev fløjet med lægehelikopter til Rigshospitalet, og meldingen lød, at manden allerede da var i kritisk tilstand. En bilinspektør blev kaldt ud for at foretage tekniske undersøgelser af ulykken.

Torsdag eftermiddag oplyser Midt- og Vestsjællands Politi så til SN.dk, at den 83-årige kørte på en veteranmotorcykel mod syd. I vejkanten holdt en lastbil, hvorfra der var ved at blive læsset varer af.

– Lastbilens læsserampe var slået ned, og af uvisse årsager kørte den 83-årige op på læsserampen og direkte ind i lastbilen. Den 83-årige motorcyklist blev kastet af motorcyklen og ind i lastbilen, fortæller kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi Martin Bjerregaard til SN.dk.

Det er ikke lykkedes Newsbreak.dk at få kontakt til politikredsen torsdag eftermiddag.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyste ved 11.30-tiden, at Helsingevej er genåbnet.

Powered by Labrador CMS