Inden du køber et kæledyr: Gør dig disse overvejelser

Det er en kæmpe beslutning at anskaffe sig et kæledyr. Tid, penge, overskud og forpligtelser er fire vigtige elementer.

Udgivet Opdateret

Ens hjerte kan smelte ved tanken om en lille hvalp, killing eller kaninunge, men der er mange vigtige overvejelser at gøre, inden man anskaffer sig et kæledyr.

(Blandt andet også hvor. Men det kan du læse meget mere om HER.)

Det siger dyrlæge Rikke Christensen-Lee, der er direktør for Dyreværnet.

– Vi ser igen og igen på internaterne, at folk bliver overraskede over, at katte kan blive 18 år gamle, og at hunde kan blive op til 15 år. Så det allervigtigste er, at man kan se frem i tiden og ved, hvor langvarig en forpligtelse det er, siger hun.

Dyr er dyre

I 2013 lavede Nordea en beregning, der viste, at det koster cirka 100.000 kroner at have en hund gennem hele dens levetid.

Anskaffelsen er den mindste del af det, siger Jens Jokumsen, chefkonsulent for familiedyr i Dyrenes Beskyttelse.

– Der er både foder, udstyr, pelspleje, dyrlægeregninger og pension, når man er på ferie. Det er obligatorisk at have en ansvarsforsikring, og så anbefaler vi også en sygeforsikring, så man ikke havner i en situation, hvor man må aflive dyret, fordi man ikke har råd til det, siger han.

Find din race

Når man efter grundige og månedlange overvejelser endelig har besluttet sig for at anskaffe eksempelvis en hund, skal man finde den rette race. Her skal man vælge en, der afspejler den person, man er, og ikke den man drømmer om at være.

– Det skal være et match, der passer ens livsstil og overskud. Hvis folk anskaffer sig en hund, der har brug for rigtig meget motion, fordi de tænker, at så kommer de også ud at gå lange ture, er det ikke det, der sker. De ender måske med en understimuleret hund, der ødelægger hjemmet, siger Rikke Christensen-Lee og fortsætter:

– Hvis man hader pelspleje, skal man ikke købe en langhåret hund, for så bliver det ikke gjort. Vær ærlig over for dig selv, om hvordan du er som person, og hvad du kan formå at gøre dag ud og dag ind de næste 10-15 år, siger hun og tilføjer, at man kan få professionel rådgivning hos opdrættere og internater.

Dyr kræver tid

Man skal afsætte minimum en til to timer om dagen til luftning, aktivering, stimulering, pelspleje og eventuelt også agilitytræning og næsearbejde, der stimulerer hundens lugtesans. Men det er ikke kun hunde, der kræver arbejde.

– Katte og kaniner skal også røre sig, stimuleres og aktiveres, så de har et godt liv, understreger Jens Jokumsen.

Det skal du sikre dig før du køber hund

• At hvalpen skal være 8 uger før den må sælges. Det er et lovkrav i Danmark
• At hvalpen er registreret i Dansk Hunderegister. Det er et lovkrav, at den er registreret, inden den er 8 uger
• At den er blevet vaccineret og sundhedsundersøgt af en autoriseret dyrlæge
• At du har set hvalpens mor og hvalpen sammen med hende
• At du har set, hvor hvalpen er vokset op, så du har et indtryk af forholdene og den opdrætter som sælger hvalpen. Lav gerne flere besøg.
• At hunden er vant til og tryg ved mennesker. Er den sky og bange for mennesker kan det tyde på, at den er opvokset isoleret og med et minimum af menneskekontakt
• Køb aldrig en hvalp hos en opdrætter, hvis du er i tvivl. Du risikerer at støtte dårlige opdrættere ved at købe en hvalp hos dem
• Kontakt politiet på 114 eller Dyrenes Beskyttelse på 1812, hvis du ser noget mistænkeligt

Kilde: Dyrenes Beskyttelse.

Man kan naturligvis ikke helgardere sig mod ulykkelige situationer som sygdom og allergi, der gør, at man bliver nødt til at skille sig af med dyret. Men man skal ikke anskaffe et kæledyr impulsivt, fordi det er hipt og nuttet med en lille taskehund eller som en prøve inden et barn.

– Overvej, hvordan du ville håndtere det at have et dyr på den travleste dag i ugen, og hav det med i baghovedet. Man skal ikke finde dyret først og tro, at det kan lade sig gøre bagefter. Tænk på dine og dyrets behov, og hvordan du kan opfylde dem, siger Rikke Christensen-Lee.

Kilder: Rikke Christensen-Lee, Jens Jokumsen.

Powered by Labrador CMS