Jubilæum på landshold vækker jubel

Fodboldlandsholdet har ikke tabt siden oktober sidste år, og det kan mærkes på stemningen i lejren.

William Kvist (til venstre) beretter om ild i øjnene på de danske spillere ind braget mod Montenegro. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Et år uden nederlag har løftet humøret, og udsigten til torsdagens vigtige VM-kvalifikationskamp i Montenegro har trykket temperaturen yderligere et par grader i vejret.

Stemningen på det danske fodboldlandshold op til gyseren i Podgorica matcher den seneste tids positive resultater, siger rutinerede William Kvist på pressemødet dagen før kampen.

– Det er et år, siden vi har tabt en kamp, og det bygger en positiv stemning op. Nederlaget til Montenegro for et år siden har forfulgt os lidt, fordi der hele tiden har været den hale, vi skulle fange, siger William Kvist.

Han fortæller endvidere, at man ikke er i tvivl om, at humøret er markant anderledes nu, end det har været førhen på landsholdet.

– Denne gang har der været god energi og ild i øjnene på folk. Sådan er det, når man lykkes godt med noget, og man ligesom kan se, hvordan vi skal spille og har fundet en retning, siger William Kvist.

Smil og interessant situation

Humøret var glimrende på podiet, hvor Kvist tronede sammen med Thomas Delaney og landstræner Åge Hareide.

Hareide kunne over for de lokale mediefolk berette om en scoring for det norske landshold mod Jugoslavien i 1982, og nordmanden lignede en mand, der trives godt med det hårde pres.

– Status er meget enkel: Vi står helt lige med Montenegro, og det gør situationen meget interessant.

– Vi skal være meget glade for den situation, vi er kommet i, og mentalt havde det været langt hårdere, hvis vi ikke havde haft noget at spille for, siger Åge Hareide.

Han melder alle spillere klar til kamp. Det gælder således også Andreas Bjelland og Nicklas Bendtner, der mødte ind i lejren med små overbelastningsproblemer.

Begge spillere var da også med, da holdet trænede på kampbanen i Podgorica onsdag aften.

Karantæner truer

Spørgsmålet er dog, om smilene fordufter efter kampen, uagtet udfaldet.

Som Newsbreak.dk fortalte tidligere onsdag står seks af spillerne i truppen foran en karantænedag, hvis de får gult kort i løbet af kampen.

Andreas Cornelius, Thomas Delaney, Yussuf Poulsen, Viktor Fischer, Christian Eriksen og Kasper Schmeichel er de spillere, der måske bør overveje deres attitude i kampen. Men det får ikke landstræneren til at mane til besindighed.

– Jeg prøver ikke at tænke så meget på det, for så kan det også komme ind i spillernes hoveder, og de skal være mest mulig fri, når de spiller. Så må vi løse det, hvis vi får karantæner, sagde Åge Hareide tidligere onsdag.

Powered by Labrador CMS