Justitsminister til møde og march i Paris efter terror

Foto: Pascal Pochard Casabianca/Scanpix
Udgivet Opdateret

Mette Frederiksen og kolleger fra EU og USA mødes søndag i Paris til march og møde om indsats mod terror.

Justitsminister Mette Frederiksen (S) tager søndag til Paris for at tale med flere EU-kolleger og den amerikanske minister om en fælles indsats mod terror. Det oplyser Justitsministeriet.

Ministeren skal dels deltage i et møde med en række andre justits- og indenrigsministre fra EU og USA og dels i den store march, der bliver afholdt for at vise nationalt sammenhold efter onsdagens terrorangreb på satiremagasinet Charlie Hebdos redaktion.

Ifølge Ritzaus oplysninger har den franske indenrigsminister Bernard Cazeneuve inviteret sine kolleger fra Danmark, USA, Østrig, Tyskland, Belgien, Spanien, Italien, Letland, Holland, Polen og Storbritannien.

Der er ikke umiddelbart offentliggjort en dagsorden for mødet, der foregår under en overskrift, der i første omgang konstaterer, at det er en opfølgning på onsdagens terroranslag.

Mødet er indkaldt med kort varsel efter onsdagens angreb i Paris, der kostede 12 mennesker livet.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS