Kaffeslabberads med Ældre Sagen endte helt galt for ældre kvinde

En 88-årig kvinde blev udsat for et usselt tricktyveri, mens hun intetanende hyggede sig med en mand, der udgav sig for tilknyttet Ældre Sagen.

Udgivet Opdateret

Først tirsdag opdagede en 88-årig kvinde, at hun var blevet udsat for et usselt tricktyveri i sin egen lejlighed på Kunnerupvej i Kolt ved Hasselager uden for Aarhus, oplyser Østjyllands Politi. I sin døgnrapport skriver politiet, at en mand udgav sig for tilknyttet organisationen Ældre Sagen. Det vækker afsky hos foreningen.

Sagen tager sin begyndelse allerede i uge 40, hvor en kvinde ifølge politiet henvendte sig til den 88-årige og spurgte, om hun måtte komme på besøg og se inden for i lejligheden på Kunnerupvej. Hun havde nemlig planer om at flytte ind i en tilsvarende.

Den ældre kvinde sagde ja, og mandag – efter nogle dage – dukkede kvinden op igen sammen med en mand, der påstod, han kom fra Ældre Sagen og var repræsentant fra organisationen. Det skulle vise sig, at hans historie ikke passede. For efter at have drukket kaffe og sludret lidt med den gæstfri kvinde, forlod parret hende igen.

-Forfærdeligt

Tirsdag opdagede den 88-årige så, at hun havde fået stjålet sin pung med sit dankort i, og at der var hævet flere tusinde kroner på kortet, skriver Østjyllands Politi. Historien giver Ældre Sagen trang til triste miner.

Jacob Bøgesvang, der er souschef i Ældre Sagens frivilligafdeling, fortæller Newsbreak.dk, at det “først og fremmest er forfærdeligt, at nogen misbruger Ældre Sagens navn til den slags”.

– Det er så synd for kvinden, tilføjer han.

Ifølge Ældre Sagens kommunikationsafdeling har man kun kendskab til enkelte tilfælde, hvor foreningens navn er blevet misbrugt på den måde, hvor usle typer tilraner sig andre menneskers penge uberettiget.

Kommer aldrig uanmeldt

Som det var tilfældet for den 88-årige kvinde, hvor den påståede Ældre Sagen-medarbejder pludselig dukkede op, så bør man som ældre medborger være opmærksom på, hvis den slags sker igen. For det vil sandsynligvis altid være nogen uden rent mel i posen, siger Jacob Bøgesvang.

– Der kommer aldrig nogen fra Ældre Sagen uanmeldt. Der vil altid være lavet en forudgående aftale. Desuden er alle de frivillige i Ældre Sagen, der kommer i private hjem, udstyret med identifikationskort med billeder på, som de kan fremvise, siger han om de mange eksempelvis besøgsvenner, der er tilknyttet foreningen.

Politiet fremhæver det samme i døgnrapporten: “Østjyllands Politi opfordrer til, at man altid er ekstra opmærksom, inden man lukker en fremmed ind i sit hjem. Præsenterer personen sig som medarbejder i et firma eller en organisation, så bed om at se id og bed evt om et telefonnummer til virksomheden, så du kan ringe og tjekke, om vedkommende taler sandt.”

Powered by Labrador CMS