Kalenderen siger vinter, men…
Vejret den 13. februar 2019 er der ikke meget februar over.
![Sådan – stort set – kan du forvente, dagens vejr bliver. På trods af, kalenderen siger vinter. KLIK for mere info. Foto: Colourbox. Sådan – stort set – kan du forvente, dagens vejr bliver. På trods af, kalenderen siger vinter. KLIK for mere info. Foto: Colourbox.](https://image.nyheder.dk/891982.webp?imageId=891982&width=960&height=548&format=jpg)
Vejret den 13. februar 2019 bliver af den milde slags. Mildt sagt.
Det kan godt være, at der står februar i kalenderen. Det føles bare ikke sådan. Og det bliver endda bedre.
Her til morgen bliver landet delt op i to. I de nordlige og nordøstlige egne bliver det pænt med sol, helt så heldige er de ikke længere sydpå.
– Det bliver mere skyet i den sydlige og sydvestlige del, siger Lars Henriksen, vagtchef hos Danmark Meteorologiske Institut, DMI, til Newsbreak.dk.
Så i korte træk bliver det pænt i store dele af landet, men tendensen er mere skyet fra vest og sydvest.
– Det kan betyde dis, skyer, tåge og regn af og til, siger Lars Henriksen.
Vejret den 13. februar 2019 bliver mildt
Temperaturerne til gengæld holder sig på plussiden.
– Det bliver lunt og mildt, siger Lars Henriksen.
Det betyder, at vi kommer til at opleve mellem 5 og 10 grader – de 5 ved kysterne.
Vinden bliver let til frisk – nogle steder ved kysterne op til hård.
Styrende højtryk
De næste dage bliver det et højtryk, der ligger over mellemeuropa, der kommer til at styre vejret i Danmark.
– Det bliver tørt og lunt med temperaturer mellem 5 og 10 grader. Igen de 5 ved kysterne. Nogle steder inde i landet måske endda en anelse højere end 10 grader, siger Lars Henriksen.
Torsdag bliver en slags ‘mellemdag’ med lidt dis og tåge – fredag og lørdag står så igen i det gode vejrs tegn. Der kommer dog lidt vinde vestfra, der kan drille lidt, men hos DMI beholder man den positive hat på.
– Det bliver en flot fredag og lørdag – så går det nedad bakke, siger Lars Henriksen.
Inden nedturen bliver der dog nok at nyde – solen vil være at se flere steder.
– Det bliver helt forårsagtigt. Der er intet vintervejr overhovedet, siger Lars Henriksen.