Kolding-drengs succes: Fra salgschef til vinmand
28-årige Kaster Thustrup sagde farvel til en lovende karriere og økonomisk sikkerhed, da han stoppede som salgschef for at starte en vinhandel online. Et år senere sælger han over 100.000 flasker om måneden
Tankerne om et liv med foden under eget bord har altid luret i baghovedet af den unge Kasper Thustrup. I 27. leveår stod det pludselig klart, hvordan han skulle realisere iværksætterdrømmen. Kasper ville sælge vin på nettet. Den nybagte far opsagde derfor sin stilling som salgschef i logistikbranchen og vinkede farvel til sikkerhed, god løn og en Mercedes i garagen. 1. marts 2014 lød startskuddet til VinMedMere.dk.
– Det absolut sværeste i processen var at tage springet. Når man først har kappet linen, giver det hele ligesom sig selv. Der skal konstant knokles og gives en ekstra skalle. Jeg påtog mig alle roller i firmaet – til salgsmøde i jakkesæt om formiddagen og derefter ud på lageret og pakke vin. Motivationen til at kæmpe for virksomheden kommer helt automatisk, når jeg ser, at den vokser, fortæller Kasper Thustrup.
Som 16- til 19-årig levede koldingenseren som professionel cykelrytter – blandt andet i Italien. Det var i cykeldagene, Kasper lærte at holde af det konstante pres til at skabe sin egen lykke og fremtid. Sidenhen har han været bestyrelsesformand for virksomheden bag det professionelle cykelhold Team Trefor – Blue Water.
Stor konkurrence: Underbyder konkurrenterne
Kasper Thustrup og hans kompagnon er langt fra de eneste, der prøver kræfter med livet som vinhandler online. Der findes omkring 1400 vinimportører i Danmark – lige så mange som i hele USA. Konkurrencen er selvsagt enorm, og det er kun et fåtal, der rent faktisk tjener penge. Her går Vinmedmere.dk mod strømmen. Kasper Thustrup kunne efter blot ét år glæde sig over at sælge mere end 100.000 flasker om måneden – og over sorte tal på bundlinjen.
– Vi skiller os ud ved konstant at fokusere på økonomien. Eksempelvis bor vi i Danmarks måske billigste lagerbygning langt ude på landet. Stort set alt er egen import, og når vi køber ind, er det hele lastbiler ad gangen – med den samme vin. Vi satser på volumen frem for en høj avance på den enkelte flaske. Derfor underbyder vi konkurrenterne med 15-20 procent på mange vine, fortæller Kasper Thustrup. Han påtager sig gerne rollen som klassens frække dreng, der udfordrer branchens etablerede aktører.
Ambitionerne er store for den nystartede virksomhed nær Kolding. Månedlige vækstrater på op til 50 procent har overbevist Kasper Thustrup om, at VinMedMere.dk kan blande sig med de største i kampen om kunderne.
– Vækst er det eneste, der tæller lige nu. Vi vil være en af de tre største vinhandlere på nettet, og som tingene er nu, kan vi opnå det mål på tre år. Nøglen til succes er kendskab. Med 750.000 solgte flasker vin hver dag er der et kæmpe marked herhjemme. Hvis alle bare vidste, hvor nemt og billigt de kan købe vin på nettet, ville supermarkederne og grænsehandelen få problemer, mener Kasper Thustrup.