Kollapset på direkte tv

Damar Hamlin kollapsede kort efter en hård tackling og måtte hentes i en ambulance. Han er i kritisk tilstand

Buffalo Bills-spillerne samlet i bøn mens ambulancen kører afsted med Damar Hamlin.
Buffalo Bills-spillerne samlet i bøn mens ambulancen kører afsted med Damar Hamlin.
Udgivet Opdateret

Damar Hamlin, som spiller i den bedste nordamerikanske liga for amerikansk fodbold, NFL, for holdet Buffalo Bills, er i kritisk tilstand på hospitalet, efter at han kollapsede midt på banen under en kamp mod Cincinnati Bengals.

Det oplyser NFL i en pressemeddelelse på Twitter.

- Vores tanker er med Damar og Buffalo Bills. Vi vil frigive flere informationer, i takt med at de bliver tilgængelige, skriver NFL.

Sendte ham i jorden

Damar Hamlin gik i kampen ind i en tackling på en modstiller, der sendte ham i jorden. Umiddelbart så han ikke tilskadekommen ud, men blot efter et par skridt kollapsede den 24-årige og faldt bagover.

Flere medier, heriblandt sportsmediet ESPN, skrev i realtid fra kampen, at en ambulance ankom til banen, og at læger udøvede hjertemassage på Hamlin, der lå på græsset i ni minutter.

Imens slog spillerne fra begge hold ring om ham. Flere græd og bad for Hamlin.

Lagt på en båre

Efter at Hamlin var blevet tilset af lægerne i et stykke tid, blev han lagt op på en båre og båret ind i ambulancen.

Hans holdkammerater og modstanderne blev sendt tilbage i deres respektive omklædningsrum, hvor de afventede nyt om Damar Hamlins helbred.

Kampen havde indtil da været midlertidigt afbrudt. Det stod kort efter klokken 04.00 dansk tid klart, at kampen ikke kunne spilles videre, og den blev derfor udskudt til et senere tidspunkt.

Hilsner fra andre

Efter hændelsen har Damar Hamlins hold, Buffalo Bills, videregivet hilsner fra andre NFL-hold på sin Twitter-profil.

- Vi sender varme tanker og vores bønner til Damar Hamlin, hans familie og Buffalo Bills, skriver NFL-holdet Pittsburgh Steelers.

- Vi sender vores bønner til Buffalo Bills og Damar Hamlin. Fodbold er familie, skriver Arizona Cardinals.

- Tanker og bønner fra hele Bills-mafiaen (Buffalo Bills fangruppering, red.), som støtter dig, Damar, skriver Buffalo Bills selv på Twitter.

Powered by Labrador CMS