Kommuner skal modtage mange flygtninge i 2016

Foto: Colourbox.com (Modelfoto)
Udgivet Opdateret

Landets kommuner kan også i 2016 indstille sig på at modtage et stort antal flygtninge, skriver Jyllands-Posten.

Det er Udlændingestyrelsen, som netop har meldt det såkaldte landstal ud for næste år, og på trods af at antallet af asylansøgere er faldet de seneste måneder, skal kommunerne forberede sig på at modtage i alt 12.000 flygtninge i 2016, hvilket er samme antal som i år.

Styrelsen understreger dog ifølge Jyllands-Posten, at der er tale om en »mekanisk fremskrivning« af landstallet for 2015, og at et mere præcist landstal meldes ud sidst på året. Alligevel kan regioner og kommuner på baggrund af det foreløbig landstal begynde at forhandle om den indbyrdes fordeling.

Det er Udlændingestyrelsens fordelingsnøgle, der kommer til at afgøre, hvor flygtningene skal tage bo, og flere kommuner har blandt andet kritiseret, at København i år ikke skal modtage flygtninge.

Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S), mener, at fordelingssystemet er forældet og skal ændres, inden at kommunerne og styrelsen går i gang med at fordele de tusindvis af flygtninge for 2016.

»Modellen er uretfærdig, blandt andet fordi den ikke tager højde for den integrationsopgave, som kommunerne har. Der er himmelvid forskel på at lave integrationsforløb for en højtuddannet pakistaner, der er målrettet rekrutteret til en virksomhed i Hellerup, og for en analfabetisk familie fra Somalia,« siger Jacob Bundsgaard til Jyllands-Posten og støttes af blandt andre Odense Kommune.

Socialminister Manu Sareen (R) mener, at fordelingsmodellen er fair, men han medgiver, at man skal blive bedre til at matche flygtningenes kompetencer med de muligheder, der er i kommunerne.

Powered by Labrador CMS