Kongebrocentret kåret til årets arbejdsplads

Centerleder Linda Jahns Kristensen med det synlige bevis på, at titlen, som årets arbejdsplads blandt FOA medlemmerne i Kolding Kommune, nu to gange er havnet på Kongebrocentret. – Ifølge en højlydt medarbejder i baggrunden, så går de nu efter et hattrick.
Udgivet Opdateret

Kongebrocentret er for andet år i træk blevet kåret som årets arbejdsplads i kommunen af FOA. Det er medarbejderne selv, der skal indstille og begrunde hvorfor netop deres arbejdsplads skal i betragtning til den eftertragtede titel.

I dag var der et lille arrangement for medarbejderne på Kongebrocentret, hvor faglig konsulent fra FOA, Gitta Kørschen, kom og overrakte prisen, samt præsenterede begrundelsen for hvorfor valget netop faldt på Kongebrocentret to år i træk.

– Valget af Kongebrocentret igen skyldes jo blandt andet, er der er et rigtigt godt arbejdsmiljø, både fysisk og psykisk, der er mange gode initiativer – eleverne har det godt, der er mulighed for kompetence udvikling, og ikke mindst er der et rigtigt godt sammenhold og medarbejderne trives som kolleger, forklarede Gitta Kørschen over for de forsamlede medarbejdere.

At få prisen to år i træk, er noget af et skulderklap, og både medarbejdere og ledere er selvsagt glade for at modtage hæderen igen.

– Det er en dejlig pris at få, for den bekræfter jo det vi går og oplever i hverdagen – nemlig at vi har en god arbejdsplads, og er glade for at gå på arbejde. Når det er på plads, så er der nemlig også mere overskud i løbet af arbejdsdagen, og det kommer jo i sidste ende vores beboere til gode og bidrager til at Kongebrocentret er et rigtigt dejligst sted at være, for både personale og beboere, fortæller Centerleder på Kongebrocentret, Linda Jahns Kristensen.

Powered by Labrador CMS