Koryfæer tager afsked med Sepp Piontek

Morten Olsen, Preben Elkjær og Ivan Nielsen er blandt gæsterne til Sepp Pionteks begravelse fredag

Offentliggjort Sidst opdateret

Afsked med Sepp Piontek i Odense

Sepp Piontek blev begravet i Sct. Albani Kirke i Odense.

Mange tidligere spillere og kolleger deltog i ceremonien.

Piontek huskes for sin indflydelse på dansk fodbold.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Den tidligere danske landstræner Sepp Piontek bliver fredag begravet i Sct. Albani Kirke i Odense.

Morten Olsen var anfører under en stor del af Sepp Pionteks regeringsperiode og gik siden i tyskerens fodspor som landstræner.

Blandt gæsterne var en stribe tidligere spillere under den legendariske tysker, der for nylig døde efter kort tids sygdom i en alder af 85 år.

Morten Olsen, der var anfører i en stor del af Pionteks regeringsperiode fra 1979 til 1990, mødte sammen med blandt andre Preben Elkjær og Ivan Nielsen frem til afskeden.

Den tidligere landsholdslæge Mogens Kreutzfeldt, fysioterapeut Allan Poulsen, pressechef Frits Ahlstrøm og generalsekretær Jim Stjerne Hansen var på plads.

- Han var et fantastisk menneske, og det er svært at forlige sig med, at jeg ikke skal se og tale med ham igen, siger vennen Frits Ahlstrøm ifølge B.T.

Sepp Piontek gav i 1988 den senere EM-helt Lars Elstrup landsholdsdebut.

EM og VM 

Også spillere som Lars Elstrup, Morten Bruun, Peter Kjær, Thomas Helveg og Peter Møller, der havde deres primære landsholdskarriere efter Pionteks stop, var til stede i Odense. Sidstnævnte er aktuelt fodbolddirektør i Dansk Boldspil-Union (DBU).

På resultatsiden huskes Piontek særligt for EM-semifinalen i 1984 og Danmarks første VM-deltagelse nogensinde i Mexico i 1986.

Han kunne allerede ved sin tiltrædelse et par danske gloser og revolutionerede med en kombination af professionalisme, disciplin og højt humør det danske landshold, mindes Morten Olsen i sidste uge.

- Selvfølgelig skabte han en god balance, gode resultater og fik os til at spille god fodbold, men han var også et fantastisk menneske, som tog sig af spillerne, sagde Olsen.

Preben Elkjær var en stor profil på Sepp Pionteks succesrige landshold i 1980'erne.

Slog sig ned 

Piontek var senere i karrieren - ud over trænerjob i Tyrkiet og Grønland - også forbi Silkeborg og AaB.

Han slog sig siden ned i Danmark, hvor han i Blommenslyst nær Odense boede i mange år sammen med sin kone, Gitte. 

Han efterlader sig tre børn samt børnebørn og oldebørn.

Sct. Albani Kirke i Odense dannede fredag ramme om Sepp Pionteks begravelse.
Fodbolddirektør Peter Møller repræsenterede Dansk Boldspil-Union (DBU) til begravelsen i Odense.
Powered by Labrador CMS