Betjent: - Ufatteligt, at så mange bliver knaldet

Mange gik i nettet i stor færdselskontrol

Offentliggjort

Hele 44 bilister er blevet sigtet for brug af håndholdt mobil under en færdselskontrol i det vestlige Aarhus torsdag.

Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Og det skuffer politiet.

- Jeg må ærligt indrømme, at jeg bliver en smule skræmt over, hvor mange sager vi ser med bilister, der anvender deres mobiltelefon under kørslen. 

- Det kan virke en smule ufatteligt, at så mange mennesker ikke virker til at have forstået alvoren af situationen. I de mest alvorlige trafikulykker er uopmærksomhed tit en faktor. Lad mobilen være, når du kører bil, siger politikommissær Amrik Singh Chadha fra Østjyllands Politis Færdselssektion.

Hoppede om på bagsædet

Torsdag aften gik en fartsynder også i politiets net.

En patrulje fik omkring klokken 19.00 øje på en bilist på Holmstrupgårdvej i Brabrand.

Bilisten kom kørende i høj fart og blev målt til at køre en del hurtigere end den tilladte hastighed på stedet.

Patruljevognen kørte efter den hurtige bilist, der standsede med det samme, da de blå blink blev tændt.

I mellemtiden var føreren dog hoppet om på bagsædet.

Og her sad en 18-årig mand og erkendte, at det nok var ham, der havde kørt bilen, selv om han ikke har kørekort.

Lånt af far

Han havde lånt bilen af sin far.

Det fik politiet bekræftet ved et opkald til faderen.

Men  da faderen selv var eftersøgt af politiet i forbindelse med en anden verserende sag, havde han ingen interesse i at komme til stedet og overtage bilnøglerne.

I stedet sendte han en bekendt, som havde et gyldigt kørekort og fik lov at køre bilen væk fra stedet.

Den samlede færdselskontrol udløste sigtelser til i alt 74 forskellige trafikanter:

  • 44 x håndholdt mobiltelefon (klip)
  • 1 x fremkørsel for rødt lys (klip)
  • 2 x hastighed (klip)
  • 6 x fuldt stop ej respekteret (klip)
  • 1 x vigepligtsforseelse (klip)
  • 3 x kørsel uden førerret
  • 1 x kørsel i frakendelsestiden
  • 5 x kørekort ej medbragt
  • 4 x overladelse af køretøj til person uden kørekort
  • 4 x manglende sele
  • 1 x ulovlig standsning/parkering
  • 4 x fejl og mangler
  • 1 x registreringslov, vedr. anvendelse af faste prøveskilte
  • 1 x kørekort-bkg.
  • 1 x konstruktiv ændret lille knallert, +43 km/t
  • 1 x anvisninger ej efterkommet, eftersættelse af el-løbehjul
  • 1 x udstyrs-bkg. (ulovligt el-løbehjul med en tophastighed på ca. 100 km/t, beslaglagt)
  • 1 x særlige regler for el-løbehjul
  • 1 x el-løbehjul uden hjelm
  • 1 x cykel på fortov
Powered by Labrador CMS