Kritik af DR breder sig: Bør ikke agere bookingbureau

Foto: Colourbox.com (Modelfoto)
Udgivet Opdateret

»Book underholdningen til dit næste firmaarrangement her.«

Sådan lyder opfordringen på DR Bookings site. Her kan man også booke foredrag med DR-profiler som Kim Bildsøe Lassen, Steffen Kretz og Martin Krasnik, hyre ordstyrere til debatter og møde stjernerne fra X Factor og MGP.

Men DR burde ikke agere booking-bureau, mener en række private aktører på markedet. Det skriver Berlingske.

»Det næste bliver vel, at DR vil åbne en radio-TV-forretning, hvor de sælger billige DAB-radioer,« som Jan Degner, administrerende direktør i ArtPeople – der ud over bogforlag og musikselskab rummer et af landets store bookingbureauer – siger om DRs fokus på aktiviteter uden for deres kerneområde.

De seneste dage har en række cirkusdirektører i Berlingske ytret utilfredshed med, at DR forvrider konkurrencen, når den licensbetalte medievirksomhed hver sommer laver Cirkus Summarum som et modstykke til traditionelt cirkus.

Men det er ikke kun i cirkusmanegen, DR møder modstand.

Flere bookingfirmaer og koncertarrangører mener, at DR går for langt, når de arrangerer foredrag med sine profiler og holder koncerter i Koncerthuset, som lige så godt kunne være afholdt i andre af byens spillesteder.

»Helt principielt er det forkert og meget kritisabelt, at licensbetalte DR udøver bookingvirksomhed i konkurrence med private aktører. Det er håbløst, og jeg forstår ikke, at der ikke er mere fokus på det fra politisk hold,« siger Jan Degner fra ArtPeople.

Hos Athenas, landets største udbyder af foredrag, deler man bekymringen.

»Vi kan som konkurrent se en udfordring i, at en institution som DR skal bedrive booking. Vi har i perioden oplevet fremgang hos os, men det har vi gjort i hele vores levetid, så det er svært at sige, hvor stor en effekt, DR Booking har haft på os. Men jeg vil da tro, at det har haft en betydning for branchen som helhed. Samtidig kan en bekymring være, i hvor høj grad DR vil fokusere på det her område fremover med den eksponering og økonomi, som er til rådighed for dem,« siger Søren Kristensen, Athenas direktør.

DR har siden 2012 haft sit eget bookingbureau, som formidler kontakt til DR-figurer, DR-værter og optrædende fra DRs programmer, når de skal bookes til arrangementer uden for DR regi. Dengang blåstemplede daværende kulturminister Marianne Jelved (R) modellen, som også på det tidspunkt mødte modstand.

Også når det gælder afholdelse af koncerter i DRs Koncertsal, bevæger DR sig på en knivsæg i forhold til de private aktører.

»Det giver god mening, når DR i sit koncerthus laver noget, hvor de bringer forskellige kunstnere i spil, bringer nye genrer ind og i kraft af den ramme og de orkestre, de har derude, kan komme med noget nyt til koncertudtrykket. Omvendt synes jeg ikke, det giver særlig god mening, hvis man laver en koncert, som lige så godt kunne have spillet i Vega eller et andet større københavnsk spillesteder,« siger Jakob Brixvold, sekretariat­chef hos Dansk Live, interesseorganisation for festivaler og spillesteder.

»Vi er opmærksomme på, at der er sammenhænge, hvor de bruger deres store muskler og deres helt fantastiske hus på en måde, hvor andre ikke kan være med, og at der på den måde havner koncerter i DRs koncerthus, som lige så godt kunne være afholdt andre steder.«

På Vega undrer man sig over, at en public service-virksomhed som DR åbenbart er tvunget ud i det kommercielle felt.

»Det, der kendetegner billedet i øjeblikket, er, at man i DR og andre statslige institutioner fokuserer mere og mere på det, man kalder anden virksomhed, altså noget andet end det, man er sat i verden for at lave. Så snart man bevæger sig ud ad de spor, går man ind på et marked, hvor der er aktører i forvejen. Og engang imellem kunne man godt ønske sig, at vi hver især fokuserede på det, vi var sat i verden for at lave,« siger Steen Jørgensen, direktør for Vega.

I DR understreger man, at der ikke bliver brugt licenskroner i DR Booking, men at man agerer på markedsvilkår.

»Derimod går indtægterne fra bookinger af eksempelvis børneværter og figurer tilbage til public service-programvirksomheden og er dermed med til at sikre fortsat udvikling af DRs programmer,« siger Mads Kvist Eriksen, der er underdirektør i DRs afdeling for økonomi, teknologi og medieproduktion.

Han pointerer, at DR dermed overholder reglerne om anden virksomhed i radio- og fjernsynsloven.

»Men det gør selvfølgelig indtryk, at nogle bookingbureauer og spillesteder oplever det problematisk, når DR formidler kontakten til DR-figurer og værter, eller når vi har koncerter i DR Koncerthuset. I DR forsøger vi at være i dialog med de mange forskellige parter i branchen. Det gør vi gerne fortsat.«

Powered by Labrador CMS