Partybusser til syn efter politikontrol

Flere partybusser måtte en tur til syn, efter at Midt- og Vestsjællands Politi foretog kontrol i weekenden.

Offentliggjort Sidst opdateret

Politikontrol afslører alvorlige fejl i partybusser

Midt- og Vestsjællands Politi kontrollerede partybusser i København, hvor 11 ud af 16 blev indkaldt til syn.

Flere busser havde alvorlige bremseproblemer, og en bus fik inddraget nummerpladen på stedet.

Kontrollen afslørede også manglende sikkerhedsudstyr og farlige konstruktioner i busserne.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

11 ud af 16 busser blev indkaldt til syn, da Midt- og Vestsjællands Politi i weekenden foretog partybuskontrol i København.

Det fremgår af døgnrapporten fra politikredsen mandag.

Fredag blev der kontrolleret 11 køretøjer, hvoraf seks blev indkaldt til syn efter en tur på politiets bremseprøvestand.

En af partybusserne bremsede så skævt, at nummerpladen blev inddraget på stedet.

Blokeret af kæmpe juletræ 

Weekenden, hvor kontrollen foregik, var en af de store julefrokostweekender, og politiet noterer også, at udsynet gennem forruden på en af busserne blev blokeret af et kæmpe julehjerte.

Bussen var ikke udstyret med nødhammere, chaufføren manglede det nødvendige uddannelsesbevis, og bussen var udstyret med en ildslukker, der ikke var blevet kontrolleret siden 2014.

Alle fem busser, der blev kontrolleret lørdag, blev indkaldt til syn. En af dem bremsede så skævt, at den blev sendt direkte på værksted.

I 2021 kunne Ishøjs borgere få foretaget covid-19-test i en partybus. I weekenden måtte flere partybusser til syn efter politiets kontrol i forbindelse med en af de store julefrokostweekender. (Arkivfoto).

Rullende diskotek 

En partybus er en form for rullende diskotek indrettet med musikanlæg og bar og benyttes ofte på vej til et festligt arrangement eller i forbindelse med byens natteliv.

I to af busserne var barerne desuden bygget på en måde, så de spærrede for udgangen til bussen.

Blandt andre problemer med busserne var utilstrækkelige lygter, defekt sele, utæt udstødning og ryglæn med skarpe skruer i, så de var til fare for passagererne.

Ikke første gang 

Kontrollen af partybusser blev foretaget af Tungvognscenter Øst, der hører under Midt- og Vestsjællands Politi, i samarbejde med Færdselsstyrelsen og færdselsafdelingen i Københavns Politi.

Det er ikke første gang, at partybusser må en tur til syn efter en kontrol i København.

Da politiet foretog en lignende kontrol i begyndelsen af marts i år, fik fem busser forbud mod at køre videre med passagerer. Da busserne blev kontrolleret, havde de netop kørt med passagerer i nattelivet.

Powered by Labrador CMS