Smitten brager forsat i vejret i Danmark
Og det kan mærkes på sygehusene
Der er fortsat mange danskere, der er syge med influenza, lyder meldingen fra Statens Serum Institut.
- Vi kan se, at antallet af influenzatilfælde og antallet af indlagte er steget igen i denne uge.
- Det er ikke ekstraordinært i forhold til andre sæsoner, men det er på et højt niveau, siger overlæge Bolette Søborg fra Statens Serum Institut (SSI).
Smitten er på et niveau, hvor det "kan mærkes ude på sygehusene", lyder det fra overlægen.
Sæsonen for influenza i Danmark varer typisk fra december til marts.
Har ikke toppet
Men selv om vi nærmer os slutningen af sæsonen, er der intet, der tyder på, at smitten har toppet.
- Tallene er gået op, og det gjorde de også den foregående uge. Så vi har ikke tegn på, at vi har set toppen, siger Bolette Søborg.
Når hun ser på tallene fra blandt andet Norge og England, tyder det derimod på, at smitten er på retur i de pågældende lande.
- Det kan jo give et håb om, at det ikke varer så mange uger, før vi også når dertil, siger Bolette Søborg.
Mens influenzaen fortsat cirkulerer, er der til gengæld knap så meget fart på andre luftvejsinfektioner.
Det gælder blandt andet RS-virus, kighoste og mycoplasma, også kendt som kold lungebetændelse.
- Der er ikke et krydspres fra forskellige virusser. Det er en fordel, at vi ikke har det. Ellers kunne det have været en "perfect storm", siger Bolette Søborg.
- Bliv hjemme
Personer, der er vaccineret mod influenza, er ifølge overlægen godt beskyttet mod alvorlig sygdom.
- Man kan godt blive syg, selv om man er vaccineret. Men det vil være et mildere sygdomsbillede end ellers, siger Bolette Søborg.
Den bedste måde at forebygge at få influenza er ifølge overlægen at sikre sig, at man ikke er sammen med folk, der har symptomer på luftvejssygdomme.
- Og hvis man selv har symptomer, så bryd smittekæderne og bliv hjemme, lyder rådet.