Kurven er knækket: Nye faglærte har jobheld

Der bliver længere mellem de nyuddannede faglærte som frisører, smede og kontoransatte på jobcentrene. Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Arkivfoto. Foto: Colourbox/free
Udgivet Opdateret

Antallet af nyuddannede faglærte, der starter karrieren som ledige, er faldende for første gang i seks år.

Det er efterhånden sjældent, at en nyuddannet faglært bliver hvirvlet igennem svingdøren til jobcentret.

For første gang i seks år er ledigheden blandt nyuddannede faglærte som frisører, smede og kontoransatte nemlig faldende.

Det viser en ny analyse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har lavet.

Det seneste år er ledigheden faldet med et procentpoint på landsplan, men dykker man ned i tallet, viser der sig store regionale forskelle.

På Fyn kan de nyuddannede faglærte og jobcentrene således juble over et fald på hele fire procentpoint.

– Når de faglærtes ledighed falder, så håber vi, at det er udviklingen, der er brudt igennem, og at vi er på vej ud af krisen, siger senioranalytiker i AE-Rådet, Mie Dalskov Pihl til DR Nyheder.

Særligt gartnerne kan tillade sig at smile stort. Blandt dem er ledigheden faldet med 1,1 procentpoint på landsplan. Igen er det dog de fynske gartnere, der i særlig grad kan holde jobfest. På Fyn er der nemlig tale om et fald i ledigheden på hele ni procentpoint blandt gartnerne.

Faldet kan især mærkes blandt anlægsgartnere. Det forklarer forhandlingssekretær hos den grønne gruppe i Fagforbundet 3F, Peter Kaae Holm.

– Færre af de nyuddannede anlægsgartnere kommer ned og melder sig arbejdsløse efter endt uddannelse. Vi får også oplysninger om, at flere af dem får lov at fortsætte i praktikvirksomheder, når de har udstået læretiden, så de fortsætter med at arbejde som svende der, siger han til DR Nyheder.

Medtager man alle grupper af nyuddannede, er udviklingen med et stigende antal arbejdsløse også bremset. Her er det dog endnu ikke blevet til et fald. Blandt dem, der afsluttede deres uddannelse i 2013 var 14,8 procent ledige 24 uger efter de var færdiguddannede. Det er det samme som årgangen året før.

Newspaq

Powered by Labrador CMS