Kvinde voldtaget på sygehus – politiet har anholdt en mand

Natten til fredag blev en kvinde voldtaget af en mand, som trængte ind på sygehuset. Tre andre kvinder blev seksuelt krænket.

Det var her på Svendborg Sygehus episoden fandt sted. Foto: Google Maps.
Offentliggjort Sidst opdateret

Natten til fredag blev en kvinde voldtaget mens hun var indlagt på psykiatrisk afdeling P1 på sygehuset i Svendborg – yderligere tre kvinder er blevet udsat for seksuel krænkelse.

I ly af mørket trængte voldtægtsmanden ind på afdelingen.

– Vi modtager en anmeldelse om, at en ukendt mand har forceret et hegn og er trængt ind på afdelingen og har voldtaget en kvinde, der er indlagt, fortæller Hans Frederiksen, der er vagtchef hos Fyns Politi.

Sygeplejerske slog alarm

Det var en sygeplejerske på afdelingen, som rettede henvendelse til politiet, der ifølge Hans Frederiksen modtog anmeldelsen klokken 2.35.

Fyns Politi anholdt allerede i nattens løb den formodede gerningsmand. Han blev set af de politifolk, som blev sendt ud til hospitalet.

Ifølge Hans Frederiksen vil manden blive sigtet for et tilfælde af voldtægt og tre tilfælde af blufærdighedskrænkelse.

Senere fredag vil manden blive fremstillet i grundlovsforhør.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS