Kvindelig bassist dør midt under koncert
Søndag døde Atlanta Symfoniorkesters bassist Jane Little, der i mere end 71 år har trakteret bassen.
Søndag 14. maj døde bassisten Jane Litte under en koncert med Atlanta Symphony Orchestra. Det skriver The Washington Post.
Jane Little debuterede i februar 1945 i orkestret Atlanta Youth Symphony, der efter tre år blev til Atlanta Symphony Orchestra – dermed nåede Jane Little at spille 71 år i samme orkester. Hun siges, at være den person i verden, der har spillet længst tid i et orkester.
– Hun virkede ellers til at være gjort af bas-harpiks og pigtråd, siger med-bassist fra Atlanta Symphony Orchestra, Michael Kurth, til The Washington Post. Michael Kurth, 44, var ellers overbevist om, at han måtte på pension før kollegaen.
Jane Little passede med sine 155 centimeter og 45 kilo meget godt til sit navn. Det kunne sikkert give lidt problemer med at håndtere det fornuftigvis store instrument; i hvert fald har hun selv udtalt, at det passede hende fint at hendes mand, Warren, som hun mødte i orkestret, ‘kun’ spillede fløjte og dermed kunne slæbe hendes bas.
Jane Little har tidligere være ramt af brækkede lemmer, kræft og ødelagt ryghvirvel, men i februar i år var hun endelig tilbage på scenen igen, hvor hun altså nåede at være i cirka tre måneder.
Lige nu strømmer sympatitilkendegivelserne ind på Atlanta Symphony Orchestras Facebook-side
Det var i sidste del af koncertens sidste sang, “There’s No Business Like Show Business”, Jane Little strøg sin sidste basstreng. Det kan næppe være en mere passende afsked for bassisten, der blev 87 år.