Lars Vilks gæster Christiansborg

Lars Vilks besøger København. Foto: Wikimedia Commons
Udgivet Opdateret

Lørdag gæster den svenske kunstner Lars Vilks København, hvor han deltager i en konference på Christiansborg.

Det er første gang, Vilks er i København siden 14. februar, hvor han menes at være målet for terrorangrebet på kulturhuset Krudttønden på Østerbro.

Det er Lars Vilks Komiteen, der er i samarbejde med de Konservative er vært for konferencen på Christiansborg.

»Jeg synes, det er passende, at vi på Christiansborg byder Lars Vilks tilbage for første gang siden angrebet. Frygten må ikke overtage, og emner som terror og ytringsfrihed har aldrig været vigtigere, end de er nu,« siger Mai Mercado (K), politisk ordfører for de Konservative.

»Christiansborg er demokratiets højborg, og jeg er meget stolt over at kunne være vært for arrangementet,« siger Mai Mercado.

Lars Vilks har de seneste år været under politibeskyttelse, siden han i 2007 afbildede profeten Muhammed som hund. Han er i øjeblikket gået under jorden, og han har været offer for flere fejlslagne attentater.

Lars Vilks Komiteen, der har som erklæret formål »at arrangere offentlige møder i København med den svenske tegner og kunstteoretiker«, var vært for det arrangement, der blev angrebet på Krudttønden i februar.

Kunstneren Uwe Max Jensen, der var med til at stifte komiteen i sin tid, forklarer, at foreningen har set sig nødsaget til at gå et trin op i sikkerhedsniveau.

»Vi har været glade for at holde arrangementer i Krudttønden, hvor møderne har haft en uformel karakter. Men efter angrebet er vi nødt til at gå et trin op i sikkerhedsniveau, og Christiansborg har i forvejen den sikkerhed, der skal til,« siger Uwe Max Jensen.

Mødet er det første, komiteen afholder siden terrorangrebet i februar, og af samme grund vil angrebet også være temaet.

»Den her gang er emnet terror og radikalisering, og det kommer selvfølgelig kølvandet på angrebet,« siger Uwe Max Jensen.

Mødet finder sted klokken 15, og der vil være gæster fra ind- og udland, heriblandt Dan Rosenberg Asmussen, formand for Det Jødiske Samfund, og Kashif Ahmad, formand for Nationalpartiet.

Fra udlandet kommer Stephane Lacombe, der er kommunikationsansvarlig i den franske organisation for ofre for terrorisme.

Powered by Labrador CMS