Lise Nørgaards sidste fødselsdag

Lise Nørgaard var ved godt mod, da hun 14. juni 2022 fyldte 105 år og blev fejret af familien

Udgivet Opdateret

Med et glas kold rosévin i hånden skålede Lise Nørgaard med familien, da hun 14. juni sidste år fyldte fantastiske 105 år.

Hun elskede fest og komsammen, og det blev desværre hendes sidste store af slagsen.

Fest med 25 deltagere

Den foregik sammen med 25 deltagere herunder familien på Bistro 22 i Rungsted Havn nord for København.

Journalisten og forfatteren til bogen ’Matador’, der dannede grundlag for produktionen af den mest sete danske tv-serie nogensinde, sov søndag nat ind efter kort tids sygdom.

Hun så strålende ud på billederne fra den sidste fødselsdagsfest.

– Jeg har det fint, og det går faktisk meget godt, sagde fødselaren på det tidspunkt ifølge hendes barnebarn Camilla Hjælmhof.

Lise Nørgaard med sine oldebørn Amalie Hjælmhof og Alexander Hjælmhof og barnebarnet Camilla Hjælmhof.
Lise Nørgaard med sine oldebørn Amalie Hjælmhof og Alexander Hjælmhof og barnebarnet Camilla Hjælmhof.

Bugnede af blomsterbuketter

Hendes popularitet blev understreget ved, at hendes værelse på Else Mariehjemmet i Humlebæk bugnede af blomsterbuketter og gaver fra nær og fjern. 

Det var faktisk svært overhovedet at bevæge sig ind i værelset, og de fleste af plejehjemmets vaser var udlånt til Lise Nørgaard.

Hun havde også ønsket sig Højskolesangbogen, og den fik hun foræret af familien.

Og selvom Lise Nørgaard til sidst var gangbesværet, så dårligt og stemmen var blevet lidt hæs, så var pæren i orden, og hun udtalte sig gerne om dette og hint, når journalisterne kontaktede hende.

Nu er en af de store danskere gået bort.

Lise Nørgaard med sine tvillingedøtre Bente Flindt og Anne Flindt.
Lise Nørgaard med sine tvillingedøtre Bente Flindt og Anne Flindt.
Powered by Labrador CMS