Mærsk får nye kæmpeskibe

Foto: Jens Thaysen/Scanpix
Udgivet Opdateret

Mærsk vil bestille nye skibe for første gang i fire år

Verdens største containerrederi, Maersk Line, bestiller nye skibe for første gang i fire år. Skibene skal være klar i 2017, men det skal ikke være skibe, der sætter nye rekorder for, hvor stort et containerskib kan være, som da man i 2011 bestilte 20 containerskibe af typen triple-E.

»Jo lavere oliepriserne bliver, jo mindre fordel giver de større skibe«, siger Nils Smedegaard Andersen, topchef i A.P. Møller Mærsk A/S, til Bloomberg News.

Gennem de seneste mange år har man ellers sat nye rekorder stort set hver gang, man har bestilt nye skibe. Skibet M/S Mærsk Mc-Kinney Møller, som blev søsat i 2013, er det længste skib i verden, og kan laste flere containere end noget andet skib. Hele 399 meter langt er skibet, som kan laste 18.270 containere.

Maersk Lines nye skibe skal have en kapacitet på 425.000 i perioden 2017-19 for at firmaet holder sin markedsandel ifølge koncernens eget regnskab.

De næste skibe, der nu bestilles fra Mærsk, skal ikke slå nye rekorder, men måske bestiller man flere af de kæmpeskibe, som allerede er de største på markedet.

»Måske bestiller vi Triple-E-skibe, men I skal ikke forvente en bestilling på 20 eller 30 skibe i år. Vi skal time det præcist, så vi vokser i takt med markedet,« siger Nils Smedegaard Andersen.

Oliepriserne gør de knapt så store skibe mindre eftertragtede, men topchefen understreger, at man formentligt vil bestille fra begge hylder. Maersk Lines volumen voksede sidste år med 6,8 procent, hvilket er lidt bedre end det globale gennemsnit på 6 procent. Maersk Lines globale markedsandel er 15,7 procent. Det er op med 0,7 procentpoint i forhold til halvårsregnskabet, og det er dermed fortsat den største spiller på containershippingmarkedet.

»Vi forsøger ikke bevidst at stjæle markedsandele, men når nogle af vores konkurrenter nedskalerer, efterlader det rum til os,« siger topchefen.

Maersk Line har dog stadig fem Triple-E-skibe til gode fra den ordre, man placerede på 20 skibe hos Daewoo-værftet i Sydkorea i 2011. De fem skibe bliver leveret i løbet af de næste fire måneder, og ordren lyder i alt på 3,8 milliarder dollars svarende til cirka 25 milliarder kroner.

 

Powered by Labrador CMS