Magnussen tager VM-point

Det blev til to danske VM-point i det brasilianske grandprix, hvor Lewis Hamilton tog tiende sæsonsejr.

Lewis Hamilton i front snuppede sin tiende sejr i sæsonen, da han strøg til tops i Det Brasilianske Grandprix. Foto: Evaristo Sa/AFP
Udgivet Opdateret

Den danske Haas-kører, Kevin Magnussen, kunne sætte to point ind på VM-kontoen efter årets næstsidste grandprix søndag.

Danskeren besatte niendepladsen i Det Brasilianske Grandprix, som blev vundet af Lewis Hamilton (Mercedes), der allerede i sidste løb sikrede sig VM-titlen.

Dermed kom briten op på ti sejre i sæsonen, hvor der resterer et enkelt løb. Red Bulls Max Verstappen og Ferraris Kimi Räikkönen kom ind på de næste pladser.

Med pointene, som Mercedes hentede i løbet, står det også klart, at den tyske gigant for femte år i træk vinder konstruktørernes mesterskab.

Efter at have tabt en enkelt placering i starten fik Kevin Magnussen god fart i bilen, og der gik ikke mange omgange, førend svenske Marcus Ericsson blev sendt ned på 11.-pladsen.

Også Pierre Gasly blev overhalet tidligt i løbet, så danskeren kunne indlede jagten på holdkammerat Grosjean på ottendepladsen.

Mercedes fik en perfekt start, hvor Hamilton og Bottas tog fronten, men Red Bull og Ferrari havde også hurtige biler på banen i São Paulo.

Det gav et tæt løb forrest, hvor der blev overhalet flere gange, og hvor fejlfrie pitstops var en nødvendighed, hvis ikke man ville miste placeringer.

Knap midtvejs havde Kevin Magnussen halet Grosjean ind, og danskeren kom forbi, hvorefter franskmanden straks kørte i pit.

Efter første pitstoprunde kom Grosjean dog ud lige foran sin Haas-teamkollega, men begge lå altså i pointene.

Max Verstappen havde rigtig god fart i sin Red Bull og kørte sig i spidsen af løbet, men en tåbelig manøvre i et sving af Esteban Ocon, som Verstappen havde sat med en omgang, sendte Verstappen på en snurretur.

Ocon fik efterfølgende en straf, men det hjalp ikke Red Bull-stjernen, som måtte se Lewis Hamilton snuppe fronten igen.

Briten havde konkurrenterne og især Max Verstappen tæt på sig hele vejen til mål, men Hamilton lavede ingen fejl, og det sikrede ham sejren i et tæt løb.

Magnussen og Grosjean nåede aldrig ud i en duel om ottendepladsen. Det så ud til, at begge var tilfredse med at køre sig i pointene og undgå dumheder.

Det betyder, at Magnussen fortsat er nummer ni i VM-stillingen med nu 55 point, hvor Grosjean med 35 point holder fast i 13.-pladsen.

Powered by Labrador CMS