Mand anholdt efter bombealarm

Mistænkelig kasse indeholdt madvarer.

Politiet er tilstede hos Borgerservice i Holbæk efter anmeldelse om mistænkelig kasse torsdag den 13. februar 2020. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

OPDATERING 17.31:

Den mistænkelige pakke viste sig ikke at indeholde en bombe, men noget ganske ufarligt.

Artiklen fortsætter under videoen.

Det fortæller vagtchef Sonny Bonde fra Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau:

– Pakken indeholdt noget ufarligt, siger vagtchefen.

Han fortæller, at der var madvarer i pakken, men vil ikke komme nærmere ind på det.

Ifølge Ritzaus oplysninger skal der være tale om smørrebrød.

Mand anholdt

Klokken 16.44 har politiet anholdt den mand, som ifølge politiet afleverede pakken. Det er en mand i 50’erne.

Politiet skal nu afhøre manden, og derfor kan politiet endnu ikke fortælle, hvorfor manden afleverede pakken.

ORIGINALARTIKEL:

Torsdag eftermiddag er Midt- og Vestsjællands Politi på vej ud til en mulig bombetrussel.

Det sker efter, at der er fundet en mistænkelig pakke på Holbæks Kommunekontor på Jernbanevej i Holbæk. Det skriver Ekstra Bladet.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger, så er det personalet, der selv har kontaktet myndighederne i forlængelse af, at pakken den blev fundet på stedet.

– Vi er derude i øjeblikket, hvor vi undersøger en mistænkelig kasse. Samtidig har vi spærret området af, mens sprængstofeksperter er på vej, siger vagtchef Sonny Bonde til Ekstra Bladet.

Avisen skriver videre, at man er igang med at foretage en evakuering af bygningen.

Newsbreak.dk har forsøgt at få en kommentar fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Powered by Labrador CMS