Mand anholdt for voldtægt af kvinde på Roskilde Festival i 2022

En 22-årig kvinde blev for over to år siden voldtaget på en festival. I weekenden blev en mistænkt anholdt

Offentliggjort Sidst opdateret

Mand anholdt for voldtægt på Roskilde Festival

Efter en omfattende efterforskning har politiet anholdt en 40-årig rumænsk mand, der mistænkes for voldtægt af en 22-årig kvinde på Roskilde Festival i 2022. Anholdelsen fandt sted på et hotel i København, og manden er nu varetægtsfængslet frem til 11. februar.

Politiet opnåede et gennembrud i sagen ved hjælp af en tabt mobiltelefon og DNA-spor, som førte til identifikationen af den mistænkte. Efterforskningen fortsætter, og det skal vurderes, om der er grundlag for at rejse tiltale mod manden.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Efter flere års efterforskning har politiet anholdt en 40-årig mand, som mistænkes for at have voldtaget en kvinde på Roskilde Festival i 2022.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi mandag morgen.

Den rumænske mand blev anholdt på et hotel i København natten til lørdag.

Herefter blev han overført til Midt- og Vestsjællands Politi og fremstillet i grundlovsforhør i retten.

Nægter sig skyldig 

Han nægtede sig skyldig, men blev varetægtsfængslet frem til 11. februar.

Voldtægten blev anmeldt i juni 2022. Det var en 22-årig kvinde, som blev voldtaget midt om natten på Roskilde Festivals campingområde.

Overgrebet blev afbrudt, da et vidne pludselig ankom, og gerningsmanden stak af.

Siden har politiet efterforsket sagen, som fik sit gennembrud i weekenden.

- På stedet blev fundet en tabt mobiltelefon. Sporene fra den sammenholdt med DNA-spor gjorde, at vi gradvist har kunnet indkredse den mistænkte, siger politikommissær Otto Storm Hansen fra Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Politi til stede på campingområdet på Roskilde Festival under festivalen i 2022. En 22-årig kvinde blev voldtaget på campingområdet, og i weekenden fik politiet et gennembrud i sagen.

Løbende kontakt 

I sagen har dansk politi løbende haft kontakt med politimyndigheder i udlandet.

- Vi har arbejdet på at få udstedt en international arrestordre på manden, men her i weekenden blev han så anholdt på et hotel i København, siger Otto Storm Hansen.

Den 40-årige mand tog i grundlovsforhøret forbehold for at kære varetægtsfængslingen til landsretten.

Politiet fortsætter nu efterforskningen af sagen. På et senere tidspunkt skal det vurderes, om der er grundlag for at rejse tiltale mod manden.

Powered by Labrador CMS