Mand anholdt: Ville opsamle kvinders festivalurin

En 44-årig italiensk mand blev torsdag aften anholdt for et forsøg på at opsamle urin fra en kvinde på Roskilde Festival.

Udgivet Opdateret

Det er ikke altid, at de opstillede toiletter, de benyttes, når der er festival. Det bliver de heller ikke på den igangværende Roskilde Festival. Men kvinders urinering i den fri natur har ført til en anholdelse af en 44-årig mand.

Manden har forsøgt at opsamle urin fra kvinder, der har tisset i det fri. Det fremgår af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Bevæbnet med plastickrus

Tissetrangen kan hurtigt melde sig på festival, hvor der oftest høvles massevis af drinks indenbords. Men kvinderne på Roskilde Festival kan umiddelbart ikke få lov at tisse i fred.

Artiklen fortsætter under videoen

En kvinde anmeldte torsdag aften en mand for at have forsøgt at opsamle hendes tis i et plastickrus. Plastikkruset havde manden sat ind under hende, da hun havde sat sig for at tisse i den fri natur.

Kendt af politiet

Midt- og Vestsjællands Politi bliver tilkaldt klokken 23.43, hvor de anholder den 44-årige italienske mand.

Han blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, hvorfor sagen blev afgjort med en straksbøde.

Politiet oplyser endvidere, at manden er kendt af politiet for lignende forhold i både 2015  og 2018.

Powered by Labrador CMS