Manden bag kultbog er død

'Megatrends' forfatteren John Naisbitt er død, 92 år gammel

Den amerikanske forfatter bag bestselleren ‘Megatrends’ fra 1982 er død. Han blev 92 år gammel. Foto: Scanpix/NORDFOTO
Udgivet Opdateret

Den amerikanske forfatter John Naisbitt, der stod bag bestselleren ‘Megatrends’ fra 1982, er død – 92 år gammel.

Han sov stille ind i sit hjem nær søen Wörthersee i Østrig 8. april.

Det skriver blandt andet USA Today.

14 millioner eksemplarer

Han blev født den 15. januar 1929 i Salt Lake City og voksede op i Glenwood, Utah. Tidligt i sin karriere var han direktør i Kodak og IBM, og som blot 34-årig blev han tilknyttet John F. Kennedy-administrationen som assisterende uddannelseskommissær.

John Naisbitt skrev flere bøger, men blev i høj grad kendt for ‘Megatrends’, der meget kort fortalt handler om at forstå nutiden for at kunne forudsige fremtiden.

Bogen, der var resultatet af 10 års forskning, var på New York Times’ bestsellerliste i to år og solgte flere end 14 millioner eksemplarer i 57 lande.

Kina forsker

Han udgav desuden flere andre bøger. Blandt andet en række om udviklingen i Kina. Han var også grundlægger af ‘Naisbitt China Institute’, en non-profit organisation, der studerer forvandlingen af Kina.

I 1968 stiftede han sin egen virksomhed, Urban Research Corporation.

John Naisbitt efterlader sig sin tyskfødte hustru Doris samt fem børn og 12 børnebørn.

Powered by Labrador CMS